Dødvægtsstøtte

I økonomisprog er ”dødvægtsstøtte” investerings- eller driftsstøtte til produktionen, der ville være sat i gang uden støtte. Det kender vi godt i akvakulturen. Lige som begrebet ”udskydningsstøtte”, som beskriver det fænomen, at folk udsætter deres investeringer, mens de venter – meget længe – på at få bevilget støtte.

Enhver form for produktionsstøtte er af det onde, både for erhverv, forbrugere og for natur & miljø og bør hurtigst muligt fuldstændig afvikles.

Desværre har EU’s mislykkede akvakulturpolitik belemret EU akvakulturen med produktionsstøtte. I stedet for at se i øjnene, at en markedsbaseret udvikling af EU-akvakulturen forudsætter det nødvendige miljømæssige råderum til produktionen, tror man, at man kan betale sig fra problemet ved at give tilskud til ulønsom teknologi. Det er helt forfejlet. Det fordyrer produktionen unødigt og medfører blot, at den udfases til lande uden for Europa.

Udvikling af ny teknologi er en vigtig del af løsningen. Men denne udvikling tager tid og kan ikke kommanderes frem.

Så i stedet for at give produktionsstøtte, skal man lade kunderne bestemme, hvor meget akvakulturen kan producere. Så skal erhvervet nok selv pløje noget af overskuddet tilbage i miljøeffektive teknologier.

Netop i disse måneder arbejder NaturErhvervstyrelsen med det kommende 5-årsprogram for EU-støtte til akvakulturen. Vi synes generelt, at NEST administrerer ordningerne dygtigt og fornuftigt og er lydhøre over for erhvervets synspunkter og vi er i god dialog med NEST om det fremtidige program.

Mit personlige synspunkt om den nye støtteordning er, at man skal droppe den egentlige produktionsstøtte og frem over arbejde med to typer ordninger.

Den ene halvdel af midlerne skal bruges til at kompensere for det ”forbrug af miljømæssigt råderum” som vi nødvendigvis må have for at kunne producere til markedets behov. Det kan f.eks. være fjernelse af stemmeværker, etablering af stenrev, ålegræsudplantning, opkøb af naturskov etc.

Den anden halvdel skal bruges til et AUDP (Akvakultur Udviklings og Demonstrations Program) på samme grundlag som det vellykkede GUDP.

Nej til produktionsstøtte, ja til produktionstilladelser.

Det man ikke ser...

Vi kan alle se, hvis en virksomhed bliver lukket og arbejdspladser flyttes til udlandet. Vi kan derimod ikke se de virksomheder og arbejdspladser, der ikke bliver oprettet, fordi vi har forkerte rammevilkår i Danmark.

Det vi ikke ser, fylder ingenting i den offentlige debat, og det er et massivt problem for udviklingen af det danske samfunds økonomi.

Landbrug & Fødevarer er netop udkommet med en rapport, der viser, hvad den danske biologiske produktion kan præstere, hvis den får fjernet møllestenen i form af en elendig miljøregulering. Og dermed angiver rapporten indirekte, hvad vi gået glip af i de seneste 25 år, mit skøn er en ophobet manglende produktion på mellem 500-1000 mia. kr.

Der er marked til at øge værdien af den samlede biologiske produktion med ca. 60 % frem til 2030, samtidig med at den samlede udledning af kvælstof, ammoniak og klimagasser holdes i ro eller kun stiger svagt. En stor præstation, som kun få lande vil kunne gøre os efter.

Akvakulturen er med i rapporten og det hedder i sammenfatningen:

Akvakulturen er den sektor, der er faldet mest tilbage i forhold til den globale udvikling, og er den sektor, der har det største fremtidige vækstpotentiale. Beregningerne viser en produktionsstigning på op til en faktor 5 frem mod 2030. Denne markante produktionsstigning afføder en stigning i udledning af kvælstof til åbne strømrige farvande, hvor miljøpåvirkningen er marginal.

Vi har således mistet en ophobet omsætning på ca. 50 mia. kr.: en pæn Storebæltsbro, på grund af den elendige regulering af vores erhverv. Det er nogle ekstremt dyrekøbte tons kvælstof, miljøet er blevet sparet for.

Ikke alene ville akvakulturen og samfundets økonomi have været meget bedre, miljøet og naturen villet ligeledes have haft det bedre.

Det skyldes dels, at en god miljøregulering belønner udvikling af miljøeffektiv teknologi dels, at den gode økonomi giver grundlaget for at gennemføre målrettede og kosteffektive forbedringer af naturen og miljøet f.eks.: fjernelse af stemmeværker, stenrev, åleudgræsplantning, naturskove etc.

Sund økonomi baseret på øget produktion og beskæftigelse er forudsætningen for at gøre det gode for miljøet og naturen.

Et frisk pust fra Bitz & Frisk

Det var en fornøjelse, at se B&F udsendelsen om lakseopdræt i Norge.

De unge mennesker gik til sagen med åbent sind, nysgerrighed og uden fordomme, og fik alt i alt givet et ganske retvisende billede af opdrætsformen.

Jeg har efter udsendelsen fået nogle kritiske spørgsmål om ”burlaks” og lakselus, som jeg gerne vil besvare, og vil endvidere benytte lejligheden til at nuancere nogle af udsendelsens betragtninger.

Frit svømmende laks

Laks i havbrug går ikke tæt og opdrætsformen kan under ingen omstændigheder sammenlignes med burhøns. Den maksimale tæthed i havbrug er 25 kg / m3 og for økologisk havbrug 10 kg / m3, dvs. fra 1-2,5 % af vandvoluminet er fisk. Når det ser tæt ud på et videobillede, er det fordi fiskens foretrukne adfærd er at gå i stimer og det er der netop rigtig god plads til i et stort netbur.  I Bitz & Frisk blev brugt et eksempel med et netbur på 120 m i omkreds og 30 meter dybt. Det giver et vandvolumen på godt 1100 m3, mere end tusind tons vand, hvilket er et stort volumen at svømme rundt i. Til sammenligning har hver burhøne godt et A4 ark at bevæge sig rundt på.

Endvidere svømmer laksene rundt i frisk strømmende vand af høj kvalitet og kan, som køer på en mark, se frit ud på omgivelserne (har udsigt til havet), og er blot hegnet ind af et fiskenet med store masker.

Lakselus

Lakselus, som kommer til havbrug fra de vilde fiskebestande, er rigtignok et problem. På linje med alle andre former for dyrehold har norske laksehavbrug problemer med parasitter, bakterier og vira. Som nævnt i udsendelsen kan og skal (det er ulovligt ikke at behandle) problemet kontrolleres ved behandling med lusemidler nøjagtig på samme måde, som hvis et barn får lus i en børnehave. Derved begrænses endvidere mulighederne for at smitte vilde fisk, der svømmer forbi.

I øvrigt er en af de gode ting ved dansk havbrug i forhold til norsk, er at vi på grund af lav saltholdighed ikke har problemer med lakselus.

Astaxanthin

Det blev helt korrekt nævnt, at laks skal have det naturlige farvestof Astaxanthin (krebserødt) for at kunne trives, men det kunne godt have været nævnt, at kunderne efterspørger jævnt røde og ikke blege laks.

Vegetarfisk

Det er korrekt, at vi har skåret mængden af marine råvarer (fiskemel og fiskeolie) ned i vores foder og erstattet det med landplanter. Vi er gået fra at bruge 5 kg vildfisk til at lave et kg laks til bruge 1-2 kg. Det er vi med rette blevet rost for af de grønne NGO’er, som gerne vil have fiskeriet aflastet. Men det siger sig selv, at vi derved langsomt men støt ”fortynder” indholdet af de sunde omega3 fedtsyrer. Men vi kan, som vist i udsendelsen, heldigvis stadig anprise vores fisk med et højt indhold af omega3.
Som ansvarligt erhverv er vi i fuld gang med at udvikle alternative råvarekilder, herunder muslinger og tang, som vi selv kan dyrke, til de vigtige proteiner og olier.
Jeg vil gerne anholde, at der skulle være noget odiøst i, at fiskens næringsstoffer kommer fra planter. Det er ganske rigtigt, at vilde laks og ørreder får deres proteiner og dermed aminosyrer fra andre fisk. Men for kvaliteten af den opdrættede fisk er det helt ligegyldigt om de nødvendige aminosyrer kommer fra en plante eller en fisk.
Som et kuriosum kan nævnes, at de vigtige olier produceres af havplanter nemlig af mikroalger. Og de små fisk, som laksen spiser, er kun en slags ”mad- og transportkasse” for omega 3 planteolierne.

Konklusion

Som nævnt i udsendelsen er opdræt af laks og ørreder i havbrug en af de mest bæredygtige måder at skaffe sig fisk på.

Lad kunderne bestemme

I Danmark bliver udviklet den ene akvakulturstrategi efter den anden. Senest skal der nu på opfordring fra EU udformes endnu en Dansk akvakulturstrategi. Vi er efterhånden blevet godt trætte af disse strategier, da de indtil nu blot har medført forøgede omkostninger til nationale miljøforanstaltninger, og derved har bidraget til at forringe vores konkurrencedygtighed. Og selv om vi har forbedret miljøet dramatisk ved vores anlæg, har vi ikke fået mulighed for at producere et eneste tons fisk mere, end vi gjorde for 25 år siden.

Hvis vi havde fuldt den internationale markeds- og produktionsudvikling for laksefisk ville vi i dag have produceret 5 gange så meget som nu, dvs. 200.000 tons / år til en værdi af 5 mia. kr. / år. Den systematiske og ubetænksomme obstruktion af vores erhverv har over de 25 år kostet en samlet omsætning på ca. 50 mia. kr. Rigtige penge, som kunne have været brugt til mange gode ting.

Ikke alene er vi alle gået glip af disse gode penge, miljøet og naturen har det ligeledes dårligere end nødvendigt. Det skyldes dels den elendige miljøregulering, som har straffet folk for at gøre noget for miljøet i stedet for at belønne god opførsel. Og dels, at den manglende indtjening har begrænset mulighederne for at investere i udvikling af billige og snilde virkemidler.

Vi går nu i gang med at diskutere den nye akvakulturstrategi med ”systemet”. Der er bestemt positive ting i strategien, men den bærer desværre præg af, at alt for mange stadig opfatter udviklingen af akvakulturen som en miljøsag. Ordet miljø er f.eks. nævnt 69 gange i strategiudkastet, mens vækst kun er nævnt 24 gange.

Vi har bedt om at få vendt bøtten og insisterer på, at grundlaget for strategien skal være markedet og at miljøet ikke må begrænse udviklingen. Naturligvis vil vi fortsætte med at producere renere og renere, men fremover skal kunderne bestemme, hvor stor produktionen skal være i Dansk Akvakultur. Vi har en markedssituation, der gør at vi over en kortere årrække kan øge produktionen en 2-3 gange. Denne forventning skal danne udgangspunkt for den nationale strategi. Og så må alle gode kræfter samles om at sikre, at denne store produktionsforøgelse bliver udført så skånsomt som muligt.

Eksotiske EU

Som mange andre synes jeg i princippet godt om EU. Det er både international og lokalt bedre at forhandle end at føre krig.

Men nogle politikere og bureaukrater i EU finder dog på de mest besynderlige ting. På det seneste har de i deres visdom foreslået:

Der skal ikke gives støtte til akvakultur, der opdrætter ”eksotiske” arter eller Genetisk Modificerede Organismer (GMO’er).

Normalt bruges benævnelsen ”eksotisk” om arter, der ikke er naturligt hjemmehørende i en givet geografisk område. Men det er jo absurd. F.eks. er vores vigtigste art: regnbueørreden slet ikke hjemmehørende I Danmark eller I Europa, men er i realiteten en underart af gruppen af stillehavslaks fra den amerikanske vestkyst. Og jeg vil da heller ikke undlade at nævne ”eksotiske” arter som høns fra Sydøstasien og kartofler fra Amerika.

Selvfølgelig kan der være grund til forsigtighed med at introducere en art fra et geografisk område i et andet meget forskelligt område. Men det er meningsløst generelt at afvise støtte til denne mulighed. I stedet må der foretages en konkret vurdering fra sag til sag. F.eks. åbner recirkulationsteknologien muligheden for, at der kan opdrættes varmtvandsarter til ferskkonsum på det europæiske marked. Om det kan blive god forretning er en anden sag. Men det er ikke EU-bureaukraterne, der skal bestemme det.

Om GMO’er er der blot at sige, at denne teknologi har en megapotentiale for nye organismer, der er sundere at spise, smager bedre, og har et meget mindre fodaftryk på naturen og miljøet end de eksisterende.

At visse forbrugere har modvilje mod denne fantastiske og positive teknologi skyldes den misinformation, som spredes af grønne mørkemænd, som kun har fantasi til at løse natur- og miljøproblemer ved at flytte produktionen til lande uden for Europa.

Og desværre endvidere, at industrien lader sig skræmme og ikke for alvor står på mål for disse nye snilde teknologier.

Vi og vores kolleger i FEAP har protesteret, så det kan høres. Og det ser heldigvis ud til, at vi har medvind i kommissionen.

Så i denne omgang bliver der forhåbentlig ikke lagt bånd på innovationen i akvakulturen. 

Det primære er produktionen

Grundlaget for en god menneskelig tilværelse er den primære biologiske produktion. Den giver os mad på bordet og tøj på kroppen. Den skaber afledt industri (bryggerier, sukkerfabrikker, NOVO etc.) og frisætter menneskene til at leve det ”gode liv”. I det meste af menneskenes historie har vi brugt hovedparten af vores arbejdstid på at skaffe os det ”daglige brød”. Nu har vi grund af primærproduktionens store succes, især i et land som Danmark, mulighed for at bruge en stor del af vores indkomst på fritid og underholdning.

Desværre har den biologiske produktions massive succes haft den effekt, at brede kredse i det danske samfund nu mener, at man kan undvære primærproduktionen og blot leve af ånd alene, og at andre lande må tage besværet på sig med primærproduktionens forbrug af areal, energi og beslag af naturråderum. Det er naturligvis helt forkert set og en af de vigtigste grunde til, at vi har problemer i Danmark med at beskæftige et bredt udsnit af befolkningen. Og er i øvrigt uansvarligt og skadeligt for den globale natur.

Videnskabsministeriet er for tiden ved at indsamle gode innovationsideer. Den såkaldte INNO + proces. Her har man hæftet sig ved, at ”sekundærproduktionen” i vores erhverv (foder, udstyr) nu fylder mere end primærproduktionen, og vil gerne yderligere fremme denne. Det er er der i-og-for-sig ikke noget forkert i, blot må man ikke tage initiativer til at gøre livet vanskeligt for den primære produktion ved at forsøge at presse udviklingen i retning af urentable produktionsmetoder, blot fordi man lader sig fiksere af marginale problemer med udledning af næringsstoffer.

Der var ikke en fiskefoderproduktion i Danmark, hvis ikke der havde været en dansk ørredproduktion. Og hvis rammevilkårene for dambrug og havbrug bliver umulige, forsvinder vores fortrinlige foderproducenter til andre lande. Udstyr- og anlægsproduktion er ligeledes meget afhængig af den danske produktion. I modsætning til hvad nogle (i Miljøministeriet) tror, har den danske udvikling af recirkulationsteknologi meget lidt med miljø at gøre – tværtimod er udviklingen gået alt for langsomt på grund af dårlig miljøregulering - men skyldes et oprindeligt behov for at spare på varmen i åleanlæg og for at sætter rammer for lån af vand fra vandløbene, som trods alt ikke har ubegrænset vandføring.

Og den helt afgørende forudsætning for foder- og udstyrsproducenternes succes er laksehavbrugenes udvikling i Norge, Chile etc. fra næsten ingenting i 1970’erne til 2. mio. tons/år = 60. mia. kr. nu.  I det hovedparten af foder- og udstyrsomsætningen kommer fra salg af foder til laks og fra produktion af anlæg til laksesmolt.

Havbrugene har gjort det muligt at producere store laksefisk billigt, med et meget lavt energiforbrug, i strømmende, klart saltvand, med marginal miljøpåvirkning og med god plads til fiskene, og derved skabt et produkt, som forbrugerne gerne vil købe i store og stigende mængder.

Hovedparten af den fremtidige produktionsudvikling for store laksefisk kommer til at ske i havbrug. Hvis vi skal være med i Danmark på foder og udstyrssiden kræver det, at vi får mulighed for at udvikle det store potentiale i de åbne danske kystområder og i det åbne Østersø (og senere Nordsøen). Så bliver der danske udviklingsmuligheder og jobs til alle i branchen.

De grønne kan man stole på

Dansk Akvakultur er glade for samarbejdet med Danmarks Sportsfiskerforbund og Danmarks Naturfredningsforening. Ikke fordi vi ikke kan blive irriterede på hinanden og skændes så det brager, fordi vi vil noget meget forskelligt. Men fordi det er store og seriøse organisationer, som man kan indgå bindende aftaler med.

Overordnet set har vi med akvakulturudvalgets anbefalinger sammen taget et stort skridt til at skabe bedre rammer både for udvikling af miljøet og for produktionen. Og vi kan se, at Natur- og Landbrugskommissionen har fulgt de gode takter.

Men vi er sat i vej for at fremme forskellige interesser. Dansk Akvakultur arbejder legitimt og naturligt for et større råderum til akvakulturen. På samme måde arbejder DSF & DN lige så legitimt og naturligt for et større råderum til naturen & miljøet. At blive irriteret over dette, er lige så nytteløst som at blive irriteret på en kunde, der vil give for lidt for fiskene, eller på en foderleverandør, der vil have for meget for sit foder. Der er kun en vej, at forhandle sig til en løsning, som er god for begge parter.

Men hvorfor anker de grønne så nogen af vores sager, selv om vi selv mener, de lever op til anbefalingerne?

Det er det gode grunde til. Anbefalingerne er ikke et juridisk bindende dokument, der afklarer alle detaljer i alle konkrete sager. Anbefalingerne er et fælles aftalepapir, som sætter en overordnet ramme for den videre udvikling af vort erhverv. Anbefalingerne skal først og fremmest udmøntes via ændringer i rammevilkårene, og her halter det fortsat. Lad mig nævne vandplaner, de syv knaster, havbrugszoner m.m. Derfor er det er helt legitimt, at der kan være forskellige fortolkninger af indholdet i fx en konkret miljøgodkendelse.

Desuden er det indlysende, at hvis der ikke har været en forhandling med de grønne om den konkrete miljøgodkendelse, står man helt frit til at påklage, ligesom vi heller ikke holder os tilbage.

Jeg vil derfor opfordre vores medlemmer til konkret at forhandle kommende nye typer miljøgodkendelser med DSF & DN. Hvis man ikke kan blive enige, må sagen gå sin gang. Men hvis man bliver enige, bliver sagen ikke påklaget af nogen af parterne. Og det har vi nu en del eksempler med Fole dambrug, Agersø Havbrug og Musholms nye pilothavbrug langt ude i Storebælt, og der er flere lignende aftaler på vej.

På overfladen ser der ude til at være markante interessekonflikter. Men jeg er ikke sikker på, at det stikker så dybt. Jeg kender ikke nogen dambrugere eller havbrugere, som ikke værdsætter en flot natur og et godt miljø. Og jeg kender heller ikke nogen medlemmer af DSF & DN, som ikke er glade for at spise fisk, skaldyr og tang dyrket med stadig mere skånsomme produktionsmetoder.

Så lad os nu få løst problemerne i et fortsat godt samarbejde.