…At det danske akvakulturerhverv igennem 20 år har været misreguleret i en sådan grad, at det hverken er lykkedes at skabe gode rammevilkår for produktionen eller løse miljøproblemerne i vandløbene?
…At de centrale myndigheder har lavet så indviklede og inkonsekvente love, bekendtgørelser og vejledninger, at de ikke engang selv kan finde ud af dem?
…At kommunernes embedsmænd har benyttet denne situation til at udvikle en vidt forskellig administrationspraksis, således at en tredjedel af Danmarks ca. 25 dambrugskommuner forvalter efter miljølovens ånd og bogstav og hurtigt og effektivt giver tilladelser, der sikrer både produktion og miljø, at en anden tredjedel forvalter dambrug med den, slet skjulte, dagsorden, at gøre livet så surt for dambrugene, at de forsvinder, og at den sidste tredjedel nærmest har givet op og forvalter uden mål og med?
…At det er centrale og lokale miljøbureaukrater, der reelt udformer miljøpolitikken på akvakulturområdet, og ikke folkevalgte politikere?
Ja, desværre, det passer. Sådan er forholdene i Danmark.
På den lange bane ser det ud til, at der gennem arbejdet i akvakulturudvalget og i et godt samarbejde med de grønne organisationer kan findes nogle gode og enkle løsninger for erhvervets miljøforvaltning.
På den korte bane halter det meget. I vores vækstpakke, som vi nyligt har fremsendt til fødevareministeren har vi vist, at der er investeret 400 millioner kr., bl.a. offentlige midler fra Danmark og EU, i nye miljøeffektive dambrugstyper. Men det er lykkedes de centrale myndigheder og nogle kommuner at forvalte disse moderne dambrug så dårligt, at de i gennemsnit kun udnytter 80 % af den kapacitet, de er designet til. Og nogle er de største er skåret helt ned til 70 %. Det er naturligvis helt uholdbart både drifts- og samfundsøkonomisk.
Vi har anvist nogle enkle løsninger på disse forhold, som kan sikre både produktion og miljø, og som umiddelbart kan gennemføres. Men vi bliver desværre holdt hen med snak, tekniske detaildiskussioner og rapportskrivning. Vi håber meget, at de folkevalgte politikere træder i karakter og får embedsmændene til at passe deres arbejde, som bl.a. er at føre regeringens handlingsplan for akvakultur ud i livet inden for rammerne af vandplaner og grøn vækst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar