Der er udsigt til havet

Den nationale akvakulturstrategi ser ud til at åbne op for havbrug uden for de kystnære vandplanzoner og uden krav til kvælstofudledningen.

Det er i givet fald et stort fremskridt for vort fine erhverv. Havbrug er det bærende element i den stærke kundestyrede udvikling af produktionen af store laksefisk verden over.

Det er helt forståeligt, i det havbrug af store laksefisk er så tæt på den ideelle form for animalsk produktion, som det i virkelighedens verden er muligt at komme.

Ikke nok med, at havbrug har en overlegen driftsøkonomi. Klimamæssigt er havbrug perfekte, idet de bruger vedvarende energi fra havstrømme til at tilføre iltrigt vand af høj kvalitet til fiskene, og til at sprede og fortynde fiskenes affaldsstoffer så miljøpåvirkningen minimeres. Dyrevelfærdsmæssigt er forholdene tæt på det ideelle. Ørrederne har masser af plads i de store bure, og har som køer på en indhegnet mark fri udsigt til sine omgivelser, i dette tilfælde det storladne danske hav.

Og med den seneste teknologiske udvikling, med støtte fra GUDP, har det vist sig muligt at placere robuste burtyper i det åbne Storebælt uden at selv en rekordstorm har givet problemer.

Hertil kommer, at den sydlige del af de indre danske farvande, Østersøen er det bedste hav i verden til opdræt af store laksefisk på grund af den rigelige strøm af klart, brakt og køligt vand uden indhold af de lakselus, man døjer med i Norge.

Jeg var forleden til møde i Bruxelles med minister Martin og EU-parlamentsmedlem Kuhn begge fra Mecklenburg-Vorpommern. De var helt på det rene med, at det med Østersøens fine naturgeografiske forhold i mente, var uansvarligt af østersøstaterne at importere laksefisk og dermed eksportere besværet med produktionen til andre lande.

I det videre arbejde med den nationale strategi vil vi arbejde for, at der kan være havbrug i de strømrige dele af de kystnære vandplanzoner, og at kvælstofdiskussionen udsættes til efter 2027. Derved bliver der mulighed for at oprette 40 havbrugszoner og skabe langsigtet ro om vores erhverv, hvilket er en udtrykkelig forudsætning for at vi kan tiltrække kapital, ledelseskapacitet og dygtige og engagerede folk i det hele taget.

Dødvægtsstøtte

I økonomisprog er ”dødvægtsstøtte” investerings- eller driftsstøtte til produktionen, der ville være sat i gang uden støtte. Det kender vi godt i akvakulturen. Lige som begrebet ”udskydningsstøtte”, som beskriver det fænomen, at folk udsætter deres investeringer, mens de venter – meget længe – på at få bevilget støtte.

Enhver form for produktionsstøtte er af det onde, både for erhverv, forbrugere og for natur & miljø og bør hurtigst muligt fuldstændig afvikles.

Desværre har EU’s mislykkede akvakulturpolitik belemret EU akvakulturen med produktionsstøtte. I stedet for at se i øjnene, at en markedsbaseret udvikling af EU-akvakulturen forudsætter det nødvendige miljømæssige råderum til produktionen, tror man, at man kan betale sig fra problemet ved at give tilskud til ulønsom teknologi. Det er helt forfejlet. Det fordyrer produktionen unødigt og medfører blot, at den udfases til lande uden for Europa.

Udvikling af ny teknologi er en vigtig del af løsningen. Men denne udvikling tager tid og kan ikke kommanderes frem.

Så i stedet for at give produktionsstøtte, skal man lade kunderne bestemme, hvor meget akvakulturen kan producere. Så skal erhvervet nok selv pløje noget af overskuddet tilbage i miljøeffektive teknologier.

Netop i disse måneder arbejder NaturErhvervstyrelsen med det kommende 5-årsprogram for EU-støtte til akvakulturen. Vi synes generelt, at NEST administrerer ordningerne dygtigt og fornuftigt og er lydhøre over for erhvervets synspunkter og vi er i god dialog med NEST om det fremtidige program.

Mit personlige synspunkt om den nye støtteordning er, at man skal droppe den egentlige produktionsstøtte og frem over arbejde med to typer ordninger.

Den ene halvdel af midlerne skal bruges til at kompensere for det ”forbrug af miljømæssigt råderum” som vi nødvendigvis må have for at kunne producere til markedets behov. Det kan f.eks. være fjernelse af stemmeværker, etablering af stenrev, ålegræsudplantning, opkøb af naturskov etc.

Den anden halvdel skal bruges til et AUDP (Akvakultur Udviklings og Demonstrations Program) på samme grundlag som det vellykkede GUDP.

Nej til produktionsstøtte, ja til produktionstilladelser.

Det man ikke ser...

Vi kan alle se, hvis en virksomhed bliver lukket og arbejdspladser flyttes til udlandet. Vi kan derimod ikke se de virksomheder og arbejdspladser, der ikke bliver oprettet, fordi vi har forkerte rammevilkår i Danmark.

Det vi ikke ser, fylder ingenting i den offentlige debat, og det er et massivt problem for udviklingen af det danske samfunds økonomi.

Landbrug & Fødevarer er netop udkommet med en rapport, der viser, hvad den danske biologiske produktion kan præstere, hvis den får fjernet møllestenen i form af en elendig miljøregulering. Og dermed angiver rapporten indirekte, hvad vi gået glip af i de seneste 25 år, mit skøn er en ophobet manglende produktion på mellem 500-1000 mia. kr.

Der er marked til at øge værdien af den samlede biologiske produktion med ca. 60 % frem til 2030, samtidig med at den samlede udledning af kvælstof, ammoniak og klimagasser holdes i ro eller kun stiger svagt. En stor præstation, som kun få lande vil kunne gøre os efter.

Akvakulturen er med i rapporten og det hedder i sammenfatningen:

Akvakulturen er den sektor, der er faldet mest tilbage i forhold til den globale udvikling, og er den sektor, der har det største fremtidige vækstpotentiale. Beregningerne viser en produktionsstigning på op til en faktor 5 frem mod 2030. Denne markante produktionsstigning afføder en stigning i udledning af kvælstof til åbne strømrige farvande, hvor miljøpåvirkningen er marginal.

Vi har således mistet en ophobet omsætning på ca. 50 mia. kr.: en pæn Storebæltsbro, på grund af den elendige regulering af vores erhverv. Det er nogle ekstremt dyrekøbte tons kvælstof, miljøet er blevet sparet for.

Ikke alene ville akvakulturen og samfundets økonomi have været meget bedre, miljøet og naturen villet ligeledes have haft det bedre.

Det skyldes dels, at en god miljøregulering belønner udvikling af miljøeffektiv teknologi dels, at den gode økonomi giver grundlaget for at gennemføre målrettede og kosteffektive forbedringer af naturen og miljøet f.eks.: fjernelse af stemmeværker, stenrev, åleudgræsplantning, naturskove etc.

Sund økonomi baseret på øget produktion og beskæftigelse er forudsætningen for at gøre det gode for miljøet og naturen.

Et frisk pust fra Bitz & Frisk

Det var en fornøjelse, at se B&F udsendelsen om lakseopdræt i Norge.

De unge mennesker gik til sagen med åbent sind, nysgerrighed og uden fordomme, og fik alt i alt givet et ganske retvisende billede af opdrætsformen.

Jeg har efter udsendelsen fået nogle kritiske spørgsmål om ”burlaks” og lakselus, som jeg gerne vil besvare, og vil endvidere benytte lejligheden til at nuancere nogle af udsendelsens betragtninger.

Frit svømmende laks

Laks i havbrug går ikke tæt og opdrætsformen kan under ingen omstændigheder sammenlignes med burhøns. Den maksimale tæthed i havbrug er 25 kg / m3 og for økologisk havbrug 10 kg / m3, dvs. fra 1-2,5 % af vandvoluminet er fisk. Når det ser tæt ud på et videobillede, er det fordi fiskens foretrukne adfærd er at gå i stimer og det er der netop rigtig god plads til i et stort netbur.  I Bitz & Frisk blev brugt et eksempel med et netbur på 120 m i omkreds og 30 meter dybt. Det giver et vandvolumen på godt 1100 m3, mere end tusind tons vand, hvilket er et stort volumen at svømme rundt i. Til sammenligning har hver burhøne godt et A4 ark at bevæge sig rundt på.

Endvidere svømmer laksene rundt i frisk strømmende vand af høj kvalitet og kan, som køer på en mark, se frit ud på omgivelserne (har udsigt til havet), og er blot hegnet ind af et fiskenet med store masker.

Lakselus

Lakselus, som kommer til havbrug fra de vilde fiskebestande, er rigtignok et problem. På linje med alle andre former for dyrehold har norske laksehavbrug problemer med parasitter, bakterier og vira. Som nævnt i udsendelsen kan og skal (det er ulovligt ikke at behandle) problemet kontrolleres ved behandling med lusemidler nøjagtig på samme måde, som hvis et barn får lus i en børnehave. Derved begrænses endvidere mulighederne for at smitte vilde fisk, der svømmer forbi.

I øvrigt er en af de gode ting ved dansk havbrug i forhold til norsk, er at vi på grund af lav saltholdighed ikke har problemer med lakselus.

Astaxanthin

Det blev helt korrekt nævnt, at laks skal have det naturlige farvestof Astaxanthin (krebserødt) for at kunne trives, men det kunne godt have været nævnt, at kunderne efterspørger jævnt røde og ikke blege laks.

Vegetarfisk

Det er korrekt, at vi har skåret mængden af marine råvarer (fiskemel og fiskeolie) ned i vores foder og erstattet det med landplanter. Vi er gået fra at bruge 5 kg vildfisk til at lave et kg laks til bruge 1-2 kg. Det er vi med rette blevet rost for af de grønne NGO’er, som gerne vil have fiskeriet aflastet. Men det siger sig selv, at vi derved langsomt men støt ”fortynder” indholdet af de sunde omega3 fedtsyrer. Men vi kan, som vist i udsendelsen, heldigvis stadig anprise vores fisk med et højt indhold af omega3.
Som ansvarligt erhverv er vi i fuld gang med at udvikle alternative råvarekilder, herunder muslinger og tang, som vi selv kan dyrke, til de vigtige proteiner og olier.
Jeg vil gerne anholde, at der skulle være noget odiøst i, at fiskens næringsstoffer kommer fra planter. Det er ganske rigtigt, at vilde laks og ørreder får deres proteiner og dermed aminosyrer fra andre fisk. Men for kvaliteten af den opdrættede fisk er det helt ligegyldigt om de nødvendige aminosyrer kommer fra en plante eller en fisk.
Som et kuriosum kan nævnes, at de vigtige olier produceres af havplanter nemlig af mikroalger. Og de små fisk, som laksen spiser, er kun en slags ”mad- og transportkasse” for omega 3 planteolierne.

Konklusion

Som nævnt i udsendelsen er opdræt af laks og ørreder i havbrug en af de mest bæredygtige måder at skaffe sig fisk på.

Lad kunderne bestemme

I Danmark bliver udviklet den ene akvakulturstrategi efter den anden. Senest skal der nu på opfordring fra EU udformes endnu en Dansk akvakulturstrategi. Vi er efterhånden blevet godt trætte af disse strategier, da de indtil nu blot har medført forøgede omkostninger til nationale miljøforanstaltninger, og derved har bidraget til at forringe vores konkurrencedygtighed. Og selv om vi har forbedret miljøet dramatisk ved vores anlæg, har vi ikke fået mulighed for at producere et eneste tons fisk mere, end vi gjorde for 25 år siden.

Hvis vi havde fuldt den internationale markeds- og produktionsudvikling for laksefisk ville vi i dag have produceret 5 gange så meget som nu, dvs. 200.000 tons / år til en værdi af 5 mia. kr. / år. Den systematiske og ubetænksomme obstruktion af vores erhverv har over de 25 år kostet en samlet omsætning på ca. 50 mia. kr. Rigtige penge, som kunne have været brugt til mange gode ting.

Ikke alene er vi alle gået glip af disse gode penge, miljøet og naturen har det ligeledes dårligere end nødvendigt. Det skyldes dels den elendige miljøregulering, som har straffet folk for at gøre noget for miljøet i stedet for at belønne god opførsel. Og dels, at den manglende indtjening har begrænset mulighederne for at investere i udvikling af billige og snilde virkemidler.

Vi går nu i gang med at diskutere den nye akvakulturstrategi med ”systemet”. Der er bestemt positive ting i strategien, men den bærer desværre præg af, at alt for mange stadig opfatter udviklingen af akvakulturen som en miljøsag. Ordet miljø er f.eks. nævnt 69 gange i strategiudkastet, mens vækst kun er nævnt 24 gange.

Vi har bedt om at få vendt bøtten og insisterer på, at grundlaget for strategien skal være markedet og at miljøet ikke må begrænse udviklingen. Naturligvis vil vi fortsætte med at producere renere og renere, men fremover skal kunderne bestemme, hvor stor produktionen skal være i Dansk Akvakultur. Vi har en markedssituation, der gør at vi over en kortere årrække kan øge produktionen en 2-3 gange. Denne forventning skal danne udgangspunkt for den nationale strategi. Og så må alle gode kræfter samles om at sikre, at denne store produktionsforøgelse bliver udført så skånsomt som muligt.

Eksotiske EU

Som mange andre synes jeg i princippet godt om EU. Det er både international og lokalt bedre at forhandle end at føre krig.

Men nogle politikere og bureaukrater i EU finder dog på de mest besynderlige ting. På det seneste har de i deres visdom foreslået:

Der skal ikke gives støtte til akvakultur, der opdrætter ”eksotiske” arter eller Genetisk Modificerede Organismer (GMO’er).

Normalt bruges benævnelsen ”eksotisk” om arter, der ikke er naturligt hjemmehørende i en givet geografisk område. Men det er jo absurd. F.eks. er vores vigtigste art: regnbueørreden slet ikke hjemmehørende I Danmark eller I Europa, men er i realiteten en underart af gruppen af stillehavslaks fra den amerikanske vestkyst. Og jeg vil da heller ikke undlade at nævne ”eksotiske” arter som høns fra Sydøstasien og kartofler fra Amerika.

Selvfølgelig kan der være grund til forsigtighed med at introducere en art fra et geografisk område i et andet meget forskelligt område. Men det er meningsløst generelt at afvise støtte til denne mulighed. I stedet må der foretages en konkret vurdering fra sag til sag. F.eks. åbner recirkulationsteknologien muligheden for, at der kan opdrættes varmtvandsarter til ferskkonsum på det europæiske marked. Om det kan blive god forretning er en anden sag. Men det er ikke EU-bureaukraterne, der skal bestemme det.

Om GMO’er er der blot at sige, at denne teknologi har en megapotentiale for nye organismer, der er sundere at spise, smager bedre, og har et meget mindre fodaftryk på naturen og miljøet end de eksisterende.

At visse forbrugere har modvilje mod denne fantastiske og positive teknologi skyldes den misinformation, som spredes af grønne mørkemænd, som kun har fantasi til at løse natur- og miljøproblemer ved at flytte produktionen til lande uden for Europa.

Og desværre endvidere, at industrien lader sig skræmme og ikke for alvor står på mål for disse nye snilde teknologier.

Vi og vores kolleger i FEAP har protesteret, så det kan høres. Og det ser heldigvis ud til, at vi har medvind i kommissionen.

Så i denne omgang bliver der forhåbentlig ikke lagt bånd på innovationen i akvakulturen. 

Det primære er produktionen

Grundlaget for en god menneskelig tilværelse er den primære biologiske produktion. Den giver os mad på bordet og tøj på kroppen. Den skaber afledt industri (bryggerier, sukkerfabrikker, NOVO etc.) og frisætter menneskene til at leve det ”gode liv”. I det meste af menneskenes historie har vi brugt hovedparten af vores arbejdstid på at skaffe os det ”daglige brød”. Nu har vi grund af primærproduktionens store succes, især i et land som Danmark, mulighed for at bruge en stor del af vores indkomst på fritid og underholdning.

Desværre har den biologiske produktions massive succes haft den effekt, at brede kredse i det danske samfund nu mener, at man kan undvære primærproduktionen og blot leve af ånd alene, og at andre lande må tage besværet på sig med primærproduktionens forbrug af areal, energi og beslag af naturråderum. Det er naturligvis helt forkert set og en af de vigtigste grunde til, at vi har problemer i Danmark med at beskæftige et bredt udsnit af befolkningen. Og er i øvrigt uansvarligt og skadeligt for den globale natur.

Videnskabsministeriet er for tiden ved at indsamle gode innovationsideer. Den såkaldte INNO + proces. Her har man hæftet sig ved, at ”sekundærproduktionen” i vores erhverv (foder, udstyr) nu fylder mere end primærproduktionen, og vil gerne yderligere fremme denne. Det er er der i-og-for-sig ikke noget forkert i, blot må man ikke tage initiativer til at gøre livet vanskeligt for den primære produktion ved at forsøge at presse udviklingen i retning af urentable produktionsmetoder, blot fordi man lader sig fiksere af marginale problemer med udledning af næringsstoffer.

Der var ikke en fiskefoderproduktion i Danmark, hvis ikke der havde været en dansk ørredproduktion. Og hvis rammevilkårene for dambrug og havbrug bliver umulige, forsvinder vores fortrinlige foderproducenter til andre lande. Udstyr- og anlægsproduktion er ligeledes meget afhængig af den danske produktion. I modsætning til hvad nogle (i Miljøministeriet) tror, har den danske udvikling af recirkulationsteknologi meget lidt med miljø at gøre – tværtimod er udviklingen gået alt for langsomt på grund af dårlig miljøregulering - men skyldes et oprindeligt behov for at spare på varmen i åleanlæg og for at sætter rammer for lån af vand fra vandløbene, som trods alt ikke har ubegrænset vandføring.

Og den helt afgørende forudsætning for foder- og udstyrsproducenternes succes er laksehavbrugenes udvikling i Norge, Chile etc. fra næsten ingenting i 1970’erne til 2. mio. tons/år = 60. mia. kr. nu.  I det hovedparten af foder- og udstyrsomsætningen kommer fra salg af foder til laks og fra produktion af anlæg til laksesmolt.

Havbrugene har gjort det muligt at producere store laksefisk billigt, med et meget lavt energiforbrug, i strømmende, klart saltvand, med marginal miljøpåvirkning og med god plads til fiskene, og derved skabt et produkt, som forbrugerne gerne vil købe i store og stigende mængder.

Hovedparten af den fremtidige produktionsudvikling for store laksefisk kommer til at ske i havbrug. Hvis vi skal være med i Danmark på foder og udstyrssiden kræver det, at vi får mulighed for at udvikle det store potentiale i de åbne danske kystområder og i det åbne Østersø (og senere Nordsøen). Så bliver der danske udviklingsmuligheder og jobs til alle i branchen.

De grønne kan man stole på

Dansk Akvakultur er glade for samarbejdet med Danmarks Sportsfiskerforbund og Danmarks Naturfredningsforening. Ikke fordi vi ikke kan blive irriterede på hinanden og skændes så det brager, fordi vi vil noget meget forskelligt. Men fordi det er store og seriøse organisationer, som man kan indgå bindende aftaler med.

Overordnet set har vi med akvakulturudvalgets anbefalinger sammen taget et stort skridt til at skabe bedre rammer både for udvikling af miljøet og for produktionen. Og vi kan se, at Natur- og Landbrugskommissionen har fulgt de gode takter.

Men vi er sat i vej for at fremme forskellige interesser. Dansk Akvakultur arbejder legitimt og naturligt for et større råderum til akvakulturen. På samme måde arbejder DSF & DN lige så legitimt og naturligt for et større råderum til naturen & miljøet. At blive irriteret over dette, er lige så nytteløst som at blive irriteret på en kunde, der vil give for lidt for fiskene, eller på en foderleverandør, der vil have for meget for sit foder. Der er kun en vej, at forhandle sig til en løsning, som er god for begge parter.

Men hvorfor anker de grønne så nogen af vores sager, selv om vi selv mener, de lever op til anbefalingerne?

Det er det gode grunde til. Anbefalingerne er ikke et juridisk bindende dokument, der afklarer alle detaljer i alle konkrete sager. Anbefalingerne er et fælles aftalepapir, som sætter en overordnet ramme for den videre udvikling af vort erhverv. Anbefalingerne skal først og fremmest udmøntes via ændringer i rammevilkårene, og her halter det fortsat. Lad mig nævne vandplaner, de syv knaster, havbrugszoner m.m. Derfor er det er helt legitimt, at der kan være forskellige fortolkninger af indholdet i fx en konkret miljøgodkendelse.

Desuden er det indlysende, at hvis der ikke har været en forhandling med de grønne om den konkrete miljøgodkendelse, står man helt frit til at påklage, ligesom vi heller ikke holder os tilbage.

Jeg vil derfor opfordre vores medlemmer til konkret at forhandle kommende nye typer miljøgodkendelser med DSF & DN. Hvis man ikke kan blive enige, må sagen gå sin gang. Men hvis man bliver enige, bliver sagen ikke påklaget af nogen af parterne. Og det har vi nu en del eksempler med Fole dambrug, Agersø Havbrug og Musholms nye pilothavbrug langt ude i Storebælt, og der er flere lignende aftaler på vej.

På overfladen ser der ude til at være markante interessekonflikter. Men jeg er ikke sikker på, at det stikker så dybt. Jeg kender ikke nogen dambrugere eller havbrugere, som ikke værdsætter en flot natur og et godt miljø. Og jeg kender heller ikke nogen medlemmer af DSF & DN, som ikke er glade for at spise fisk, skaldyr og tang dyrket med stadig mere skånsomme produktionsmetoder.

Så lad os nu få løst problemerne i et fortsat godt samarbejde.

Spildevand & biologisk produktion

I forbindelse med Jacob Bregnballes og min kronik i Ingeniøren om opdræt af laksefisk er den gamle traver, om at udledningen fra havbrug svarer til mange personers spildevand, dukket op igen.

Norsk TV har f.eks. i en udsendelse fra 2010 sammenlignet udledningerne fra de norske havbrug med spildevandet fra nordmændene.

Lad os se på kvælstoffet. De norske havbrug producerede i 2013 ca. 1.3 mio. tons laks og udledte ca. 50.000 tons kvælstof. En personækvivalent for kvælstof er knap 5 kg/person/år. Så umiddelbart set svarer udledningen til godt 10 mio. personers spildevand, og det er jo en del.

Kæden hopper af, når man bekvemt glemmer, at for at der kan komme noget ud af den ene ende af en person, må der nødvendigvis puttes noget ind i den anden ende. I Danmark producerer vi mad til 15 mio. mennesker med et kvælstoftab fra produktionen på godt 250.000 tons. Det svarer til knap 20 kg N / person. Hertil kommer, at vi skal bruge energi til varme, transport etc., som er ansvarlig for en udledning på i runde tal yderligere 5 kg N/person. Her er der ikke taget hensyn til, at vi importerer en mængde energikrævende materielle produkter bl.a. fra Kina, som er meget mindre energi- og miljøeffektive end os
.
Så en komplet person ækvivalent er derfor nærmere 5(spildevand)+20(mad)+5(energi) = 30 kg N/person.

Det bringes os ned under to mio. personer, hvilket er mere håndterligt, men stadig en del.

Et dansk nøgletal for laksespisning er  ca.  5 kg/person/år. Dvs. at nordmændene producerer laks til 260 mio. mennesker, og så er de knap to mio. jo straks et meget mere overskueligt tal. Hertil kommer, at menneskespildevand er stærkt uhygiejnisk og fyldt med tungmetaller og miljøfremmede stoffer, hvorimod det der kommer ud af laksene i et fiskebur, er det samme, som vilde fisk præsterer.

Så sammenligningen med menneskespildevand er useriøs og politisk propaganda fra folk, der af usaglige grunde ikke bryder sig om lakseopdræt.

Nej, sandheden om opdræt af laksefisk er, at det er en af verdens mest miljøeffektive animalske produktioner, målt ved ressourceforbrug, vandforbrug og udledningen pr. produceret enhed. Det er anerkendt af forskningsverdenen og af de grønne NGO’er. Og det skyldes simpelthen, at fisk er vekselvarme dyr og lever i vand, og derfor ikke bruger meget energi til at holde sig varme og holde sig oprejst. Så fiskenes foderudnyttelse, og udskillelse af affaldsstoffer er derfor meget bedre end for pattedyr.

De fleste norske havbrug ligge endvidere på lokaliteter tæt på åbent hav, hvor de naturlige stofstrømme er størrelsesordener over den direkte udledning fra havbrugene og miljøpåvirkningen derfor er marginal. I den udstrækning laksene fodres med andre fisk fanget i havet, er der oven i købet tale om en nettofjernelse af næringsstoffer fra havet. Op til 50.000 tons kvælstof og ikke mindst 5.000 tons fosfor, som alle ved er en begrænset ressource.

Jo flere laks og ørreder, der bliver opdrættet og spist, des bedre går det for miljø & ressourcer.

Akvakultur er bæredygtig

EU har netop udsendt en pressemeddelelse, hvor man slår et bravt slag for akvakulturen. Man anerkender den pinlige situation, at vi importerer flere og flere fisk fra tredjeland, medens produktionen i Europa har været stagneret i mere end 25 år på grund af misforvaltning af miljøet og overimplementering af EU’s natur- og miljødirektiver. Bl.a. hedder det i skrivelsen:

”Kommissionen støtter en integreret tilgang til fysisk planlægning, der skal være med til at sikre akvakulturbrugere ordentlig adgang til plads og vand og samtidig minimere indvirkningen på miljøet og på andre økonomiske aktiviteter”

Så langt så godt.

EU bruger dog udtrykket ”bæredygtig” i sin meddelelse. Det giver mig anledning til bekymring, da dette begreb ofte fortolkes (forkert) af miljøembedsmænd og grønt godtfolk, som at øget aktivitet ikke må påvirke miljøet og naturen yderligere.

Det er naturligvis noget sludder, idet alle menneskelige aktiviteter påvirker miljøet og naturen, og der kan ikke ske en hurtig og væsentlig forøgelse af nogen former for fødevareproduktion uden, at der i det mindste i en periode sker et øget aftryk.

I min definition betyder bæredygtig, at man holder sit aftryk sig inden for samfundsmæssigt aftalte rammer. Det gør akvakulturen allerede, og vi kan glæde os over, at fiskeopdræt på grund af fiskenes gode foderudnyttelse hører til den pæne ende af den animalske produktion.

Det betyder ikke, at vi mangler ”bæredygtighedsudfordringer”. F.eks. er det nu svært og dyrt at sikre tilstrækkeligt med omega-3 til fiskene og dermed forbrugerne. Men det er vi i fuld gang med at løse sammen med vores kolleger i landbruget på land og ved at dyrke muslinger og tang på havet.

Så dette problem vil ligeledes med tiden skrive sig ind i en lang række af knaphedsproblemer, som giver incitament til udvikling af nye teknologier, der sikrer en billigere og rigeligere forsyning, end vi havde før.

Akvakultur er allerede og bliver ved med at være fuldt bæredygtig.

Er de 7 knaster på vej ud?

Vi har fået at vide fra Miljøstyrelsen, at miljøministeren har godkendt, at dambrugsbekendtgørelsen skal genforhandles med henblik på at få ændret de syv knaster. Og Miljøstyrelsen har allerede arrangeret et møde om sagen med akvakulturudvalgets parter.

Det er en god nyhed, og vi er meget glade for den konstruktive indstilling fra Miljøstyrelsens side. Vi er jo enige med DSF og DN om de 6 af knasterne og mener derfor, at de hurtigt kan falde på plads.

Vi fastholder endvidere, at den syvende knast om pumpning ikke har nogen mening, og at det i øvrigt er fagligt og juridisk uholdbart at forlange pumpeløsning for at sikre reel fri faunapassage og god økologisk kvalitet i vandløbet. Løsningen skal afhænge af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. I praksis er der i mange tilfælde bl.a. ved konstruktivt arbejde fra kommuner og vore medlemmer fundet rigtig gode og forskellige løsninger på denne problemstilling.

Vi har meddelt myndighederne tydeligt og med styrke, at den eksisterende dambrugsbekendtgørelse er ubrugelig som grundlag for at sikre vækst og udvikling og modernisering af vores udmærkede erhverv. Og i praksis er der da også kun givet få tilladelser med denne som grundlag.

Det er en nødvendig betingelse for dambrugenes produktions- og miljømæssige fremtid, at de syv knaster inklusive pumpekravet fjernes. Men det er ikke tilstrækkeligt. Det skal ligeledes sikres, at bekendtgørelsens tildeling af kvælstof til dambrugene indbygges tydeligt i vandplanerne, så det er indiskutabelt for alle: kommuner, så vel som natur- & miljøklagenævn, hvilken N-udledning, der skal indgå i hvert enkelt dambrugs tilladelse.

Hvis disse betingelser bliver opfyldt, vil erhvervet lægge alle kræfter i, at der så hurtigt som muligt gennemføres ordnede forhold med gode, klare og enkle miljøtilladelser til alle eksisterende dambrug i Danmark.

Men hvad så længere ude i fremtiden? Det skal være muligt at lave nye dambrug i Danmark. F.eks. ved store robuste hedevandløb, på Lolland med sine markante vandressourcer, sættefisk anlæg tæt ved de nye havbrug og ved nordjyske havne. Det kræver den zoneplanlægning for dambrug, som er aftalt i akvakulturudvalget, og som vi nu er i dialog med flere kommuner om. Det kræver tildeling af mere kvælstof, enten ved allokering fra andre mindre miljøeffektive produktionsformer eller ved accept af, at der godt må udledes mere kvælstof til åbne farvande f.eks. Nordsøen. Og det kræver en ændring af planloven, så dambrug bliver husdyrproduktion og ikke industri.

Formandens beretning: Væksten i højsædet

Landbrug og vandbrug i Denmark?

Den biologiske produktion i Danmark vokser ikke, selv i en situation med et stærkt stigende internationalt marked for fødevarer og pelse af høj kvalitet. Denne sørgelige situation skyldes en mislykket miljøforvaltning med regulering på input i stedet for udledninger og miljømål og en klar overimplementering af EU’s direktiver, således at der ikke er afsat det nødvendige miljømæssige råderum til en udvikling af produktionen.

Det skal være slut nu. Nu skal væksten i højsædet og der skal først og fremmest produceres til markedets behov. Sideløbende kan der arbejdes med at sikre, at produktionen udvikler sig miljømæssigt effektivt inden for rammerne af god lønsomhed.

Akvakulturen har forsøgt at sætte dagsordenen ved sit initiativ med akvakulturudvalget. Vi må konstatere, at her tre år efter, er udvalgets anbefalinger stadig ikke gennemført. Natur- og Landbrugskommissionen er netop udkommet med mange gode anbefalinger i samme retning som akvakulturudvalget. Hvis det går på samme vis, vil der gå fem til ti år inden der (om nogensinde) skabes vækst i den danske produktion.

De danske politikere må nu tage ansvaret på sig. De har i alt for mange år været så travlt optaget af ”grønne ideer”, at de har glemt, at vækst i produktionen og god økonomi er den basale og sunde forudsætning for at gøre noget godt for miljøet og naturen.

Politikerne må derfor med samme lukke op for en produktion efter markedets behov. Det kan ske ved, at der gødes optimalt på robuste jorde og at der her-og-nu gives tilladelser til moderne husdyrbrug på land og vand, som ligger ved robuste vandområder. En del af overskuddet på denne produktion kan derefter anvendes til målrettede og effektive investeringer i natur og miljø.

Dambrug og havbrug

På dambrugsområdet kan vi glæde os over at blive mødt med konstruktiv vilje fra Miljøstyrelsen. Dambrugsbekendtgørelsen bliver nu genforhandlet med henblik på at fjerne de syv knaster, og en ny og duelig dambrugsbekendtgørelse forventes klar til efteråret. Det er dog en udtrykkelig forudsætning for ordnede forhold for dambrugene, at det nødvendige kvælstof råderum indskrives i vandplanerne, og at der findes praktiske løsninger på dambrugenes indtag af vand. Desuden skal der fremover skaffes fysisk og miljømæssig plads til nye dambrug på velegnede lokaliteter.

Vores mål med den ny bekendtgørelse er, at der, inden for de aftalte miljømæssige rammer, skal være plads til alle slags dambrug, både store og små, med mange slags produktioner og med og uden recirkulering, og især skal der være muligheder for, at produktionen kan forandres og fornys hurtigt og effektivt uden indblanding fra myndigheder etc.

Vi kan glæde os over, at nogle af vores kolleger i godt samarbejde med sportsfiskerne har fået tilladelser baseret på den fulde kvælstofkvote. Vi vil her gerne appellere til kommunerne: I behøver ikke vente på vandplaner eller på en ny dambrugsbekendtgørelse for at kunne give dambrugene den nødvendige miljømæssige plads.

Vi kan ligeledes glæde os over, at endnu et år er gået uden tilbagefald for VHS. Men vi må se i øjnene, at vi fremover selv må forsikre os mod sygdom. For at løse ”Tyrkiet” problemerne må vi ligeledes sammen med vores kolleger i det øvrige EU-Europa til lommerne. Derfor stiller vi forslag om en midlertidig kontingentforhøjelse for at få løst disse vigtige forhold.

På havbrugsområdet er der for første gang siden 2002 givet en tilladelse til et nyt havbrug. Godt nok en tidsbegrænset tilladelse på et år nærmest midt ude i Storebælt, men dog et brud med den golde ”for-budspolitik”. Desuden har Agersø Havbrug, efter samarbejde med DN, fået en miljøgodkendelse med uændret produktion, som nu er sendt i høring.

Det afgørende er nu, at politikerne sikrer, at der i 2014 og fremefter kan gives permanente tilladelser til nye havbrug i åbne strømrige farvande. Så må vi sideløbende får udarbejdet havbrugszoneplanen og få ordnede forhold for de eksisterende havbrug inklusive fangkulturer.

Øvrige produktioner

Åleopdrætterne slås stadig med Greenpeace, som åbenbart er mere interesseret i offentlig opmærksomhed end i at løse ålens problemer. Det svært at forstå, at fiskedetailhandlen heller vil lytte til GP end til de europæiske myndigheder inklusive vore fødevareminister, som mener, at de demokratiske besluttede ålehandlingsplaner, bl.a. baseret på udsætning, er gode, og at forbrugerne derfor roligt kan spise ål.

Skaldyr- og tangområdet har sit og slås med, men møder heldigvis positive reaktioner fra forbrugerne. Jeg kan opfordre alle vores havbrugere, hvad enten de producerer fisk, skaldyr eller tang, om at arbejde tættere sammen om at få udviklet produktionen i industriel skala på de rigtige lokaliteter, hvilket er forudsætningen for lønsomhed og for at det kan batte noget på kompensationsområdet.

Til slut

Til slut vil jeg atter i år takke bestyrelsen, medlemmerne, branchegrupperne, sekretariatet og bestyrelsen for et fortsat interessant og udfordrende samarbejde i det forløbne år.

Kulturhavet

Østersøen er et godt hav til produktion af store laksefisk. Først og fremmest har de centrale dele af Østersøen den helt rigtige saltholdighed således, at fiskene skal bruge mindst mulig energi på at tilføre eller fjerne vand og salt. Desuden er vandet ikke for varmt, der er meget lille risiko for forekomst af giftige alger og lakselus er ikke et problem. Endvidere er Østersøen beskyttet mod det åben oceans vejr-, bølge og tidevandspåvirkninger. På det lavvandede område, Kriegers Flak, er der desuden planlagt en stor havvindmøllepark, som fint vil kunne kombineres med en betydelig produktion af fisk i havbrug. Det hele er ikke ren idyl, da de åbne dele af Østersøen er eksponeret for relativt kraftige bølger, og der er rigeligt koldt om vinteren i forhold til de centrale dele af det golfstrømspåvirkede Norge. Endvidere er Østersøen for brak til produktion af blåmuslinger – dog ikke til dyrkning af værdifulde tangarter.

Alt i alt findes et stort uudnyttet potentiale for produktion af store laksefisk. Efter min opfattelse i flere hundredetusinder tons klassen. Som ville kunne give en tocifret milliardomsætning, tusindvis af arbejdspladser og masser af sunde, velsmagende ørreder og laks til det nordiske køkken. Flere danske kommuner som f.eks. Lolland, som i øvrigt desuden har store ferskvandsressourcer til en landbaseret produktion, Guldborgsund, Vordingborg og ikke mindst Bornholm har her et grundlag for en meget gunstig og tiltrængt erhvervsudvikling.

Det er heldigvis en erkendelse, der har bredt sig i det baltiske samfund, og der er adskillige internationale organer, der nu er gang med at forberede havbrug i Østersøen. Holdningen er stadig noget defensiv, idet man fortsat er rigeligt fikseret i forhold til natur- og miljøpåvirkninger af denne udvikling. Og rigtignok, havbrug i Østersøen vil medføre en øget belastning med næringsstoffer i tusinder af tons klassen. Men hvad så? Denne næringsstrøm vil være marginal i forhold til den eksisterende næringsstofbalance for Østersøen, som for kvælstof er på en halv til en million tons / år. Endvidere er Østersøen i modsætning til, hvad mange tror, ikke noget særligt næringsrigt hav, men har normalt meget klart vand. Iltsvind i Østersøens bundvand er hovedsageligt fremkaldt af hydrografiske forhold, hvor det ferske og lette overfladevand lægger låg på, så ilten ikke kan komme ned til det salte og tunge bundvand. Så uanset menneskelig aktivitet eller ej, vil der altid forekomme iltsvindshændelser i Østersøen.

Det er tiden at gøre op med ideen om, at Østersøen primært skal være et naturreservat. Østersøen er først og fremmest et hav, der i al historisk tid har været med til at fremme menneskenes kulturelle aktiviteter i form af landbrugs- og industriproduktion, beskæftigelse, ind- og udvandring, skibsfart og handel. Et sådant hav skal Østersøen stadig være. Det forhindrer ikke, at der bliver opstillet ambitiøse natur- og miljømål. De skal blot forfølges i en takt, der styres af den økonomiske og teknologiske udvikling, og må ikke spærre for åbenbare fornuftige erhvervsudviklinger. Østersølandene omkranser en unik naturgeografisk ressource og har et internationalt ansvar for at benytte denne til fødevareproduktion, i stedet for at importere fisk, vi selv bedst og mest miljøvenligt kan producere og derved eksportere miljø- og naturproblemer til andre lande.

Dansk Akvakultur vil tage initiativ til sammen med de berørte kommuner og de Baltiske organisationer at få havbrug på dagsordenen i Østersøen. Til gavn for både produktionen og miljøet.

Nye vandplaner

Vandplanerne er kendt ulovlige og sendt tilbage til start. Da de samtidig er fyldt med fejl og er dybt skadelige både for produktionen og naturen og miljøet, er der al mulig grund til at benytte lejligheden til nu at få udarbejdet nogen ordentlige vandplaner, som sikrer, at den danske biologiske produktion mindst kan fastholde sin globale markedsandel og gerne forøge den betydeligt i forhold til, at vi i Danmark har rigtig gode naturgeografiske og kulturelle forudsætninger for denne produktion. Og planerne må gerne være ambitiøse på naturen og miljøets vegne, blot de anvendte virkemidler er kosteffektive og indfasningen sker i en takt, der ikke forringer den biologiske produktions konkurrenceevne.
I vores erhverv er vi, mildt sagt, ikke begejstrede for vandplanprocessen. I perioden indtil vandplanerne kom fik vi at vide, at vi ikke måtte udvide produktionen, fordi der snart kom vandplaner. Da vandplanerne så kom, blev de brugt til at forhindre udvidelse af produktionen.
Igennem akvakulturudvalget er der opnået enighed om, at akvakulturen skal udvikles i Danmark. Så nu må det være slut med indædt bureaukratisk modstand fra visse kredse i miljøministeriet mod denne selvfølgelige situation.
Vi forventer, at akvakulturudvalgets anbefalinger gennemføres til punkt og prikke med det samme. De nye vandplaner skal sikre alle dambrug den aftalte mængde kvælstof og de skal gøre plads til nye dambrugstyper ved havne og andre velegnede lokaliteter. For havbrug skal den eksisterende produktion sikres ved en fastlåsning af den nuværende kvote frem til 2027. Der skal gives en øjeblikkelig kvælstof kickstart, og der skal blandt andet som foreslået af Miljøstyrelsen og EU udarbejdes en havbrugszoneplan, med udlægning af 40 havbrugszoner ”Off-Coast” dvs. i områder med maksimal vandgennemstrømning. Kvælstofudledningen fra disse områder skal ikke indgå i vandplaner og de marine planer før efter udløbet af vandrammedirektivperioden i 2027.
Når dette gennemføres, vil vi i løbet af ganske kort tid kunne forøge vores produktion til stor gavn for det danske samfunds økonomi. Fødevareøkonomisk institut har vurderet, at den fejlagtige miljøforvaltning alene på dambrugsområdet har kostet akvakulturen en manglende produktion på 30.000 tons/år og en nettogevinst over 10 år på 1,5 mia. kr. Beløbet på havbrugssiden er mindst af samme størrelse.
Vi kommer nu med et bud på vores del af vores den kommende danske konkurrenceevnepakke, hvor vi straks udnytter de ”tomme stalde” i dambrugene og laver nye havbrug, således at vi allerede i 2014 kan øge omsætningen med 270 mio. kr. og skabe 120 nye primære arbejdspladser i udkantsområder.
Det er et godt tilbud til samfundet. Så lad os komme i gang med det samme.

Hvad er væsentligt?

Vurdering af Virkninger på Miljøet er en vigtig del af dansk miljølovgivning. Hvis det gennem en VVM-screening vurderes, at et projekt kan få væsentlig indflydelse på miljøet, skal der laves en VVM redegørelse, som beskriver miljøpåvirkningen og hvordan påvirkningen evt. kan begrænses inden for rimelige teknologiske og økonomiske muligheder. Alt dette er i og for sig fornuftigt nok.
Da en VVM koster en del (mange) penge og da den tager tid, op til et år, skal der være en god og håndfast grund til at den gennemføres, nemlig at VVM-screeningen viser, at den forventede miljøpåvirkning er væsentlig.
Her er det desværre, at kæden hopper af. Både miljømyndigheder og Natur- & Miljøklagenævn har i en række sager forlangt VVM’er for projekter, hvor påvirkningen er meget lille.
Det synes som om, at selv den mindste forøgelse af belastningen, selv i en stærkt  begrænset tid og i et meget lille vandområde for nogle er nok til at udløse hele VVM-møllen.
Det gælder åbenbart især, når det drejer sig om dambrug, havbrug og anden biologisk produktion.
Senest har vi erhvervet haft en sag, hvor et et-årigt pilotprojekt for havbrug med en udledning af 10 tons kvælstof i åbent farvand langt fra kysten er vurderet VVM-pligtigt.
Det synes vi er helt urimeligt og forsøger at få lavet om, hvilket forhåbentlig lykkes.
Omkostningerne ved at forsinke sådanne projekter i et år uden god grund er store, idet man jo udskyder den endelige produktion af flere tusinde tons fisk med tilhørende arbejdspladser tilsvarende. Det kan være svært at forstå i en tid, hvor samfundet råber på vækst og jobs.
Man kan til nød undskylde myndighederne med, at ordet væsentligt ikke er præcist defineret i VVM reglerne. Det burde dog alligevel være muligt for dygtige miljøsagsbehandlere at se proportionerne i sagerne.
Men desværre ser vi ofte en overforsigtig holdning til især vores erhverv, og det er derfor nødvendigt at bede politikerne om at definere kriterierne for væsentlighed, så vi kan få sat fuld fart på den udvikling af vores fine erhverv, som de samme politikere gerne holder skåltaler om.