Nu til noget helt andet

Vi har i de sidste mange år talt miljø og medicin & hjælpestoffer og spærringer og vandindvinding og kvælstof, så det efterhånden hænger os alle langt ud af halsen.

Nu er det tid til at sætte en ny dagsorden. Nu handler det om at producere flere velsmagende og sunde fisk og muslinger, og minsandten også tang, så vi kan opfylde forbrugernes ønsker og samtidig tjene, gerne mange, penge til gavn for os selv og dermed også til gavn for hele det danske samfund.

Jeg ved godt at, vi ikke er helt færdige med miljømyndighederne endnu, og at de få fundamentalister, der er tilbage, stadig forsøger at stikke en kæp en hjulet. Men jeg mærker tydeligt, at mange gode og konstruktive kræfter i det miljøministerielle system kvitterer for, at vi i fællesskab har anbefalet en rigtig miljøregulering, som belønner dambrug og havbrug for at gøre godt for miljøet. Så jeg er sikker på, at vi i den nære fremtid får lov at spille på en bane, hvor det er alene er kunderne, der bestemmer, hvor mange fisk vi skal producere.

Men bemærk så, at i denne situation er det ingen andre end dig: ejer/lederen af dambruget og havbruget, der har det fulde ansvar for at din virksomhed trives.

Jeg vil derfor opfordre dig til at bruge sommeren til at fundere over, hvordan du og din virksomhed skal handle i denne nye virkelighed.

Allerede i august begynder arbejdet med at udforme de nye strategier for fremtidens danske akvakultur. Dit bidrag er nødvendigt og velkomment, og vi glæder os til at modtage det.

Dansk Akvakultur har bragt sig i en international førerposition, da vi er det første land i verden, der har indgået en forpligtende aftale med samfundet om erhvervets fremtid. Det skal vi forstå at udnytte på bedste vis ved at producere fortsat større værdier med stadig stigende miljøeffektivitet, og dermed kvittere for den tillid, samfundet har vist os.

Spis flere ål

Et indlæg i juni i fiskehandlernes blad.

Vel er ålen truet, og vel skal vi alle sammen gøre noget for at redde den. Men den åleboykot, som er foranlediget af velmenende grønne organisationer, er en helt forkert medicin. Boykotten risikerer at slå åleerhvervet ihjel uden nogen som helst sikkerhed for, at ålen kan reddes. Tværtimod øges risikoen for ålen, da et velfungerende åleopdrætserhverv er den bedste garanti for, at den europæiske bestand af ål igen kan øges.

Åleopdrætterne bringer med stor succes ålene gennem de kritiske stadier fra glasål til sætteål fra 3-10 gram med en overlevelse på 80-90 %. Dødeligheden i naturen er i de samme stadier på over 90 %.

Ved udsætning af en passende mængde sætteål, f.eks. to ud af tre sætteål, vil bestanden derfor helt åbenbart få det bedre end ved helt at undlade at fange glasål og opdrætte sætteål og ål til konsum. Det ville være en rigtig god ide, at en del af indtægten ved salg af ål til forbrugeren gik til denne udsætning, så ville forbrugeren sørge for, at to flotte robuste sætteål blev tilført naturen, for hver gang hun spiste en ål. Hvis denne udsætning sker de helt rigtige steder f.eks. i fjord- og kystområder, er der stor sandsynlighed for, at mange af disse ål ville vende tilbage til Sargassohavet og dermed medvirke til at ophjælpe og forøge bestanden.

Åleopdrætterne backer både fagligt og økonomisk op om kunstig reproduktion af ål, et projekt med store perspektiver, men som uden erhvervsdeltagelse kun ville have akademisk interesse og derfor næppe kunne gennemføres.

Ved at spise danske opdrættede ål kan du som forbruger gøre en indsats for at redde ålen. God appetit.

Færdigt arbejde?

Akvakulturudvalget afsluttede den 11/5 sit arbejde ved det sidste møde i Miljøstyrelsen. Udvalget blev enigt om et sæt anbefalinger og en hovedrapport, som nu skal forelægges det politiske system. Arbejdet er foregået i en god atmosfære med konstruktive input fra alle parter, og har været ledet forbilledligt af udvalgets formand, Jørn Jespersen. Hvis politikerne tager godt imod anbefalingerne er der bedre tider på vej både for akvakulturproduktionen og for miljøet.

Det bedste resultat af arbejdet er, at vi kommer af med regulering ved kommando-kontrol foderkvoter og detaljerede BAT-blade. Vi skal nu i stedet reguleres med udgangspunkt i miljømål og med udlederkrav og kvælstofkvoter. BAT kommer nu kun ind som minimumskrav udtrykt som udledninger pr. tons produceret fisk.

Vi går således fra et system med 100 % kontrol og straf til et system, hvor en god indsats for miljøet belønnes med muligheder for større produktion. Det er helt i overensstemmelse med at Fødevareøkonomisk Institut i sin seneste rapport om "fiskeøkonomi" har vist at forfejlet regulering af akvakulturen har været skidt for både produktionen og miljøet.

Udvalget anerkender, at vi har brug for mere kvælstof, men for at det ikke skal gå ud over miljøet skal kvælstoffet hentes fra andre sektorer. Der forestår et vigtigt arbejde med politikere og vores kolleger i den øvrige fødevareproduktion for at skaffe os det nødvendige kvælstof.

Vi kan selv hjælpe ved på land at rense bedre og på havet ved at indføre fangkulturer: muslinger og tang.

Foruden dette vigtige politiske arbejde forestår i den kommende tid et stort arbejde med at udforme et bedre administrationsgrundlag, især mht. medicin & hjælpestoffer. Desuden skal laves ny dambrugs- og havbrugsbekendtgørelser, nye lokaliseringsplaner etc. ligesom der er en del "løse ender", der skal bindes op, i det udvalget prioriterede, efter ønske fra miljøministeren, at være hurtigt færdige frem for at få alle detaljerne med.

Så vi er langt fra færdige endnu, men alle parter har givet hinanden ord på, at arbejdet fortsætter med uformindsket hast. I den nærmeste fremtid holder vi en temadag om udvalgets anbefalinger.

 

 

Grøn Vækst 2.0

Tillykke til vores kolleger, som producerer fødevarer på land og uden for vand. De har med en nyligt vedtagen landbrugspakke fået et håndslag fra et flertal i Folketinget, som har anerkendt landbrugets store betydning for det danske samfund. Selv oppositionen er nu fremme med erklæringer om, at man gerne vil bevare landbruget i Danmark. Godt nok lige på en anden måde end landbruget selv synes er praktisk muligt, men det er muligvis/forhåbentlig blot et spørgsmål om bedre oplysning og mere dialog.

Dansk Akvakultur er medlem af Landbrug & Fødevarer, og som formand repræsenterer jeg vores erhverv i L&F's primærbestyrelse.

Det har vores del af fødevareproduktionen stor gavn af. Det siger sig selv, at et erhverv som vores, der udgør en 1/60 af værdien af den samlede primærproduktion, ikke har kræfter til at varetage vores interesser på samme niveau som hele fødevareproduktionen. Vi har stor fordel af at stå sammen.

Samtidig kan jeg meddele, at den nye organisation både på det politiske og administrative niveau fungerer godt. Man arbejder sagligt, høfligt og venligt, på de indre linjer, og uden at skabe sig i medierne. Alt sammen giver respekt, og vi oplever nu, at både den nye fødevareminister, Henrik Høegh, og den nye Miljøminister, Karen Ellemann, gerne indgår i en konstruktiv dialog med fødevareproduktionen, herunder Dansk Akvakultur.

Helt konkret har vi Landbrug & Fødevarers fulde opbakning til vores vækstpakke, hvor vi foreslår fuld kapacitetsudnyttelse af vore opdrætsanlæg, hvilket svarer til, at landbruget beder om fulde stalde.

Vi har ligeledes en fælles interesse i, at den "kvælstofkvote", der tildeles den samlede fødevareproduktion bliver så stor som muligt, og bliver fordelt således, at vi tilsammen får det størst mulige udbytte af kvoten. Det kan muligvis give anledning til nogle kontante diskussioner mellem de forskellige sektorer i erhvervene. Akvakulturen hører jo til en del af erhvervet, der i en lang periode har været forfordelt og som er i stand til at producere relativt høje værdier pr. kg tabt kvælstof. Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal have noget forærende fra vore kolleger på land, men blot at vi må bidrage konstruktivt og økonomisk til løsningen af det samlede miljøproblem, som bl.a. men ikke alene er forårsaget af kvælstof.

Vi er et fuldgyldigt medlem af Landbrug & Fødevarer og på ingen måde "det tynde øl". Vores offensive tilgang til produktionsforøgelse, vore synspunkter om at bruge havet til fødevareproduktion, og "det nationale akvakulturudvalg" har vakt interesse og respekt, og kan forhåbentlig tjene som inspiration for den øvrige fødevareproduktion.

Fødevareproduktionen har en stor fremtid i Danmark under forudsætning af, at alle sektorer står sammen.

Kan det virkelig passe…

…At det danske akvakulturerhverv igennem 20 år har været misreguleret i en sådan grad, at det hverken er lykkedes at skabe gode rammevilkår for produktionen eller løse miljøproblemerne i vandløbene?

…At de centrale myndigheder har lavet så indviklede og inkonsekvente love, bekendtgørelser og vejledninger, at de ikke engang selv kan finde ud af dem?

…At kommunernes embedsmænd har benyttet denne situation til at udvikle en vidt forskellig administrationspraksis, således at en tredjedel af Danmarks ca. 25 dambrugskommuner forvalter efter miljølovens ånd og bogstav og hurtigt og effektivt giver tilladelser, der sikrer både produktion og miljø, at en anden tredjedel forvalter dambrug med den, slet skjulte, dagsorden, at gøre livet så surt for dambrugene, at de forsvinder, og at den sidste tredjedel nærmest har givet op og forvalter uden mål og med?

…At det er centrale og lokale miljøbureaukrater, der reelt udformer miljøpolitikken på akvakulturområdet, og ikke folkevalgte politikere?

Ja, desværre, det passer. Sådan er forholdene i Danmark.

På den lange bane ser det ud til, at der gennem arbejdet i akvakulturudvalget og i et godt samarbejde med de grønne organisationer kan findes nogle gode og enkle løsninger for erhvervets miljøforvaltning.

På den korte bane halter det meget. I vores vækstpakke, som vi nyligt har fremsendt til fødevareministeren har vi vist, at der er investeret 400 millioner kr., bl.a. offentlige midler fra Danmark og EU, i nye miljøeffektive dambrugstyper. Men det er lykkedes de centrale myndigheder og nogle kommuner at forvalte disse moderne dambrug så dårligt, at de i gennemsnit kun udnytter 80 % af den kapacitet, de er designet til. Og nogle er de største er skåret helt ned til 70 %. Det er naturligvis helt uholdbart både drifts- og samfundsøkonomisk.

Vi har anvist nogle enkle løsninger på disse forhold, som kan sikre både produktion og miljø, og som umiddelbart kan gennemføres. Men vi bliver desværre holdt hen med snak, tekniske detaildiskussioner og rapportskrivning. Vi håber meget, at de folkevalgte politikere træder i karakter og får embedsmændene til at passe deres arbejde, som bl.a. er at føre regeringens handlingsplan for akvakultur ud i livet inden for rammerne af vandplaner og grøn vækst.

Reel fri faunapassage

At opdrætte fisk uden vand er ikke nemt, selv om mange miljøbureaukrater godt kunne tænke sig, at det var muligt.

I erhvervet er vi helt med på, at dambrug ikke længere skal spærre for faunapassagen op og ned ad vores vandløb, og vi vil derfor gerne være med til at fjerne opstemninger og spærringer mod fuld erstatning naturligvis, da der er tale om en hævdvunden ret.

I det nationale akvakulturudvalg, hvis arbejde generelt skrider fornuftigt frem, har vi bedt om en teknisk diskussion af begrebet "reel fri faunapassage". Man skal ikke være atomfysiker for at forstå, at den ideelle naturlige situation for et vandløb er, at der overhovedet ikke finder nogen menneskelig aktivitet sted ved vandløbet, det være sig regulering, grødeskæring, spærringer/opstemninger, spildevandsudledninger, vandindvinding/vandindtag og udsætning af fisk til sportsfiskeri.

Vi er derfor ikke imponeret over et faunapassageudvalg og nogle forskere, der i deres visdom er nået frem til, at et ideelt vandløb er et vandløb uden bl.a. dambrug.

Mennesker og menneskelige aktiviteter har også lov at være ved vandløbene og vi har brug at vide, hvornår faunapassagen er reelt god nok. Dvs. hvor meget vand kan der tages ind uden væsentlig påvirkning af faunapassagen, og kan det virkeligt i disse CO2 tider være rimeligt at kræve, at alt vand skal pumpes tilbage til indløbspunktet. Vi har endvidere brug for vurderinger af, hvordan man på en kosteffektiv måde minimerer faunatabet ved indtag af vand til dambruget, og her er det for primitivt blot at sige, at der skal bruges 1 mm riste. Vi skal se på ristenes placering i forhold til vandløbets hovedstrøm, og på sæsonvariationen i faunapassagen.

Vi har bedt forskerne bruge deres gode og veluddannede hoveder til at finde på praktiske løsninger på virkelige problemer, baseret på, at så langt ud i fremtiden som øjet rækker, vil der stadig være mange dambrug ved danske vandløb, der tager betydelige mængder vand ind til produktionen.

Vi indkalder desuden fra vores medlemmer og offentligheden i øvrigt viden og ideer om denne problemstilling, så vi kan få planlagt den optimale afvejning af natur- og produktionshensyn.

Cultivating the Danish Seas

Abstract to Mariculture Offshore Conference in June 2010

Karl Iver Dahl-Madsen, President of Danish Aquaculture

Flemming Møhlenberg, Head of Ecological Innovation, DHI

Per Bovbjerg Petersen, Head of Aquaculture, DTU Aqua

Denmark is a global leader in producing healthy and tasty food with a low ecological footprint. We are a nation by the sea and living of the sea. We already have one of the most exposed and highly productive off-coastal trout farms in the world: Musholm A/S with a capacity of 3.000 tons / yr in the open part of the Great Belt. We aim to continue to be part of the nations cultivating the sea by producing significant quantities of food, feed, chemicals and biomass such as fish, mussels and seaweed on off-coastal and off-shore locations.

The Danish sea territory is 105.000 km2, about 2.5 times the land area of Denmark. By using 1 % of this area we can produce fish, mussels and seaweed to a value of 2 billion Euros pr. year. This production will account for 3 million tons of CO2 pr. yr. corresponding to about 5 percent of the Danish CO2 discharge. Furthermore, we can regain 100.000 tons of nitrogen and 10.000 tons of phosphorus from the sea and use it on land. The production will, as an example, substitute the use of 10.000 km2 Brazilian rain forest, and save freshwater in an amount corresponding to 2.5 times the total water use of all Danish households. The associated industry will be located in rural and coastal areas, at present having difficulties in attracting people and companies.

We propose for the Danish Society to establish a platform for development of off-coastal and off-shore aquaculture technology. The development should primarily emphasize cost-efficient and robust culture installations to be situated at open sea, cultivation technology and fully automated farms using state-of-the-art robot and information technology. Secondarily, advanced biotechnology should be used for refining culture species methods and usage of the produced biomass. An investment and demonstration program for risk-sharing in the pioneering installations should be implemented too.