Hvad er væsentligt?

Vurdering af Virkninger på Miljøet er en vigtig del af dansk miljølovgivning. Hvis det gennem en VVM-screening vurderes, at et projekt kan få væsentlig indflydelse på miljøet, skal der laves en VVM redegørelse, som beskriver miljøpåvirkningen og hvordan påvirkningen evt. kan begrænses inden for rimelige teknologiske og økonomiske muligheder. Alt dette er i og for sig fornuftigt nok.
Da en VVM koster en del (mange) penge og da den tager tid, op til et år, skal der være en god og håndfast grund til at den gennemføres, nemlig at VVM-screeningen viser, at den forventede miljøpåvirkning er væsentlig.
Her er det desværre, at kæden hopper af. Både miljømyndigheder og Natur- & Miljøklagenævn har i en række sager forlangt VVM’er for projekter, hvor påvirkningen er meget lille.
Det synes som om, at selv den mindste forøgelse af belastningen, selv i en stærkt  begrænset tid og i et meget lille vandområde for nogle er nok til at udløse hele VVM-møllen.
Det gælder åbenbart især, når det drejer sig om dambrug, havbrug og anden biologisk produktion.
Senest har vi erhvervet haft en sag, hvor et et-årigt pilotprojekt for havbrug med en udledning af 10 tons kvælstof i åbent farvand langt fra kysten er vurderet VVM-pligtigt.
Det synes vi er helt urimeligt og forsøger at få lavet om, hvilket forhåbentlig lykkes.
Omkostningerne ved at forsinke sådanne projekter i et år uden god grund er store, idet man jo udskyder den endelige produktion af flere tusinde tons fisk med tilhørende arbejdspladser tilsvarende. Det kan være svært at forstå i en tid, hvor samfundet råber på vækst og jobs.
Man kan til nød undskylde myndighederne med, at ordet væsentligt ikke er præcist defineret i VVM reglerne. Det burde dog alligevel være muligt for dygtige miljøsagsbehandlere at se proportionerne i sagerne.
Men desværre ser vi ofte en overforsigtig holdning til især vores erhverv, og det er derfor nødvendigt at bede politikerne om at definere kriterierne for væsentlighed, så vi kan få sat fuld fart på den udvikling af vores fine erhverv, som de samme politikere gerne holder skåltaler om.

Et lille lyspunkt i en mørk tid

Vi er nu i godt samarbejde med sportsfiskerne, DN og ferskvandsfiskeriforeningen kommet videre med de syv knaster i dambrugsbekendtgørelsen.

Vi har sendt en seks+en redegørelse til Miljøstyrelsen, hvor vi beder om at få lavet om på seks af knasterne. Vi har endnu ikke forhandlet os til rette om knast et, som er pumpekravet. Men efter et godt gennemført ”studie af virkeligheden” hvor sportsfiskerne, DN og myndighederne var ude at se på mangfoldigheden af dambrug, har vi håb om at kunne finde en god løsning på dette problem.

Vi står stadig fuldt og fast bag akvakulturudvalgets anbefalinger om at fjerne spærringer ved dambrug (mod erstatning), og derved være med til at sikre god økologisk kvalitet og reel fri faunapassage ved alle dambrug. Vi vil dog gerne gøre klart disse begreber pr. definition ikke er lig med 100 procents løsninger, men dog absolut tilstrækkelige gode løsninger.

Vi mener, at der i de konkrete sager er mange forskellige typer løsninger og at pumpeløsningen kun er et af flere mulige tiltag. Det har derfor ingen mening og er imod ånden i akvakulturudvalgets anbefalinger at specificere en bestemt indretning i en bekendtgørelse.

Vi foreslår, at der etableres en task-force med repræsentanter for sportsfiskere, myndigheder, eksperter og erhverv, som gennemgår hvert enkelt relevant dambrug, og udpeger praktiske løsninger baseret på en konkret vurdering. Hvis vurderingen foretages af personer med den nødvendige praktiske indsigt vurderer vi, at de samlede omkostninger kan holdes inden for de godt 70 mio. kr., vi har bedt om at blive afsat i staten til formålet.

Med dette lille ”julelys” i et ellers besværligt og mørkt år for danske dambrug ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår.

1,3 millioner tons

På det nylige FEAP møde i Bruxelles, hvor jeg deltog i gruppen for store laksefisk, oplyste nordmændene, at produktionen af laks og ørreder i 2012 forventes at blive 1,3 millioner tons, hvilket med dagens relativt lave priser svarer til ca. 30 mia. NOK og i et godt år helt op til 50 mia. NOK. Det er selv efter norske forhold rigtige penge.

Og der er ingen grund til at tro, at denne udvikling ikke kan fortsætte i rigtig lang tid endnu. Vi bliver flere og flere mennesker på jorden, som bliver og rigere og som vil spise flere fisk. Store laksefisk er inden for sin niche et unikt produkt med hensyn til kulinarisk kvalitet, sundhed og pris/udbytte forholdet og efterspørgslen vil fortsætte med at stige mindst op til 10 millioner tons niveauet. Nordmændene meddelte ganske vist, at der i den umiddelbare fremtid og for 2013 ikke forventes nogen stigning, da grænsen for udnyttelsen af koncessionerne er nået, og der forventes ikke givet nye koncessioner i de næste par år. Men mon ikke det går, som det plejer, dvs. en gennemsnitlig stigning på årsbasis på ca. 8 % pr. år. Bare denne stigning er på niveau med hele EU-produktionen af store laksefisk.

Selv dansk landbrug, som nu udgør den tredjestørste fødevareklynge i verden, og omsætter 80 mia. kr. i primærsektoren kan begynde at frygte for sin førerposition, i det mindste så længe vi bliver miljømæssigt misreguleret.

I grunden er der tale om et helt ubegribeligt succesfuldt norsk erhvervseventyr. Vi skal ikke længere tilbage end til 70’erne, før fiskeproduktionen i Norge var mindre end i Danmark, og nye norske havbrugere kom til Danmark for at lære om fiskeopdræt. I modsætning til den grønne sektor og store dele af det klassiske landbrug kan den norske laksefiskproduktion klare sig fint uden statsstøtte. Og sektoren kan blive ved med at producere, så længe der er mennesker på jorden, der skal have mad. Produktionen har som alle andre fødevareproduktioner et miljømæssigt fodaftryk: Lakselus, rømninger af fisk og stofudledninger, men nordmændene har fornuftigvis vurderet, at disse miljøomkostninger er små i forhold til den samfundsmæssige nytteværdi i form af produktion, beskæftigelse og eksport.

Udviklingen i Norge sætter den pinligt ringe situation for EU-akvakulturen i perspektiv. Til trods for evindelige skåltaler og massive støtteordninger sker der absolut intet, idet EU-akvakulturen ikke er steget i de seneste tyve år.

Struan Stevenson, Skotsk EU parlamentsmedlem, fortalte mig i Bruxelles, at europæiske politikere er taget som gidsler af et højtråbende ”grønt” mindretal i parlamentet, som uden hensyn til europæernes behov for job og social tryghed gennemtvinger en visnepolitik for al europæisk fremstillingsvirksomhed med sine krav om ”bæredygtighed”, læs: stop al aktivitet, der påvirker naturen og miljøet den mindste smule.

Det er på tide, at de europæiske politikere træder i karakter og afbalancerer grønne interesser i forhold til andre fuldt så vigtige hensyn. Sæt gang i EU-akvakulturen her-og-nu, så skal vi nok tjene pengene til, at der bliver råd til mange gode ting, herunder bedre natur og miljø.

Den blå revolution: Mad fra havet

Udgivet som kronik i Børsen 12/10-12. Uddrag af artikel i Scenario, Instituttet for Fremtidsforsknings tidskrift.

Menneskene lever ifølge the Economist i Antropocænet. Det er en utrolig succesfuld æra for klodens liv og mennesker, idet vores viden og teknologi har gjort det muligt at øge jordens bærekraft fra under ti millioner mennesker i jæger-/samlerstadiet til et tocifret milliardantal i nutiden. Og samtidig gjort os mere robuste mod de farer, som naturen kan udsætte os for i form af nye istider, meteorer og supervulkaner.

Siden Malthus udtrykte sit pessimistiske syn på forholdet mellem befolkning og mad, har mange bekymret sig om jordens befolknings ville blive så stor, at den ville begrænse sig selv gennem manglende ressourcer og forurening. Det blev udtrykt i Grænser for Vækst bevægelsen i 70’erne og i klima- og modvækst-bevægelsen her i 2000-tallet.

Indtil nu har den menneskelige iderigdom og foretagsomhed gjort malthusianernes spådomme til skamme, ved at stille større ressourcer til rådighed for menneskets udvikling, end mange havde forventet.

Oceaner, som udgør 71 procent af jordens areal, udnyttes i dag kun i beskeden grad til at forsyne menneskene med mad og energi, og til dato på en primitiv måde. Som udtrykt af Jacques Cousteau:

”We must plant the sea and herd its animals using the sea as farmers instead of hunters. That is what civilization is all about – farming replacing hunting.”

For at forsyne flere mennesker med mere og bedre mad, herunder mere kød, skal fødevareproduktionen mere end fordobles inden for de næste hundrede år. Det kan ske ved at flytte en stor del af produktionen af planter og dyr ud på havet, hvor der er rigelig plads, vand og næringsstoffer, herunder CO₂, til rådighed for produktionen.

Havet spiller allerede via fiskeriet en stor rolle for verdens forsyning af mad. Fiskeriet har i mange år været stagnerende, og vil næppe kunne udvides meget. Derimod er der ikke grænser for udvikling af den globale havbaserede produktion: Marikulturen, som nu er på cirka 35 millioner tons per år til en værdi af 160 milliarder kroner.

Marikulturens største succeshistorie inden for nyere tid er lakseopdrættet. I løbet af de seneste 40 år er opbygget en produktion af cirka 1,5 millioner tons store laksefisk i havbrug, hovedsageligt i Nordeuropa.

Det danske søterritorium er på 105.000 km2, 2,5 gange større end landarealet. På 1 % af dette havareal vil der kunne udvikles en produktion af tang, muslinger og fisk til en værdi af ca. 15 mia. kr/år.

Man er nået længst med fisk, da den animalske produktion er den mest værdifulde og derfor bedst kan bære de tilknyttede omkostninger. Den danske producent af regnbueørred, Musholm, ligger på en stærkt eksponeret lokalitet i den åbne del af Storebælt, og er state-of-the-art mht. teknologi og størrelse: ca. 2.000 tons per år.

Den nye storskala produktion skal ud på det åbne hav, sikres adgang til næringsstoffer fra dybhavet og passes af robotter, hvilket kræver en betydelig satsning på teknologisk udvikling, før det er økonomisk realisabelt.

Hvad med naturen og miljøet?

Havbrug på åbent hav bruger plads, men er ellers overvejende godt for miljøet. Direkte gennem optag og tilbageføring til landjorden af kulstof, kvælstof og fosfor, som er til stede i verdenshavet, men især indirekte gennem fortrængning af landbaseret produktion med dennes tilhørende fodaftryk. For eksempel bruger den landbaserede planteproduktion meget ferskvand. Det koster 1.000 tons ferskvand at producere et tons hvede, men intet ferskvand at producere tang.

En dansk spidskompetence?

I Danmark er vi allerede rigtig dygtige til biologisk produktion og til at arbejde på og med havet. Det er derfor oplagt for danske virksomheder at være med til at udvikle disse store nye produktionsmuligheder med tilhørende kommercielle muligheder for at udnytte nye råvarer og levere opdrætsudstyr: ”Havets mejetærskere”, og forarbejdningsudstyr. GUDP har allerede støttet disse ideer. Det er vi som erhverv glade for og vi ser gerne et partnerskab med samfundet om forskning og udvikling på området. Ligesom vi appellerer til store danske erhvervsvirksomheder og vores kolleger i Landbrug og Fødevarer om at bidrage til udviklingen med deres viden og ressourcer. Vi beder i øvrigt blot politikerne om, at der rettidigt bliver udviklet det nødvendige regelsæt, f.eks. en marin zonelovgivning, således at udviklingen ikke sander til i bureaukrati.

Så skal vi nok opbygge en tocifret milliardomsætning, betalt af glade kunder og uden nogen statsstøtte til produktionen.

Havbrug og vindmøller

De indre danske farvande fylder ca. 25.000 km2. Alligevel er der kamp om pladsen. Det er derfor en god ide at undersøge mulighederne for at bruge de begrænsede arealer til flere formål. Dansk Akvakultur deltager i et EU projekt: Mermaid, hvor man netop undersøger mulighederne for at kombinere havbrug af fisk, muslinger og tang med havvindmøller. DONG er med i projektet og vi undersøger sammen først og fremmest Kriegers Flak, som ligger midt i den vestlige Østersø og er en del af den danske, svenske og tyske zone. På denne lokalitet forventes om nogle få år at blive etableret en stor vindmøllepark. Vandet er godt til opdræt af ørreder, med lav saltholdighed og ikke for varmt om sommeren, så vi lægger billet ind på at etablere et eller flere havbrug i samme område.

Den vigtigste grund til at kombinere de to aktiviteter er den forbedrede arealudnyttelse. Der er kun et begrænset antal lokaliteter i indre danske farvande, hvor der er gode forhold for havbrug og for vindmøller. Hvis det ene udelukker det andet, vil der være endnu færre muligheder. De foreløbige vurderinger tyder på, at vindmøller og havbrug til fisk godt kan sameksistere. Havbrugene fylder kun lidt i forhold til arealet af vindmølleparken, og placeret korrekt vil de ikke kunne udgøre en risiko for kabelføringer eller genere vedligeholdelsen. Tværtimod kan der være en mulighed for at udgifter til transport og vedligeholdelsesplatforme kan deles mellem de to interessenter. Ikke store beløb, men lidt har også ret.

Muslinger og tang er lidt mere kompliceret, da disse produktionsformer fylder ligeså meget som vindmølleparken, men Mermaid vil afdække potentialet.

I akvakulturudvalget blev peget på kystzoneplanlægning som et vigtigt redskab til at sikre plads til de nye havbrug. Denne planlægning er, bl.a. på Miljøstyrelsens foranledning, nu gået i gang sammen med vores havbrugere, og der er foreløbigt udpeget fyrre havbrugsområder af en km2 i de indre danske farvande syd for Djursland. Der vil nu, gennem Mermaid, blive foretaget en beregning og vurdering af den hygiejniske sikkerhedsafstand. Havbrugene må ikke placeres så tæt, at smitterisikoen fra det ene havbrug til det andet er for stor, da vi under ingen omstændigheder ønsker at sætte vores høje veterinære standard over styr. Vi må derpå se om der kan blive plads til flere eller færre end de fyrre.

Alle havbrugene foreslås placeret i frisk strømmende vand, hvilket er godt både for fiskene og for miljøet. Både den lokale og regionale miljøpåvirkning fra disse placeringer er så marginal, at vi vil argumentere for at udskyde kvælstofdiskussionen, indtil de andre lande i Østersøregionen får taget deres del af slæbet.

Zoneplanlægning er både på land og på havet svaret på, hvordan man sikrer plads til praktisk lønsom produktion og til natur og miljø. Det er på høje tid, at Danmark får lagt disse planer.

Om at sige til og fra

Den danske biologiske produktion af mad og pelse er udsat for en jammerlig dårlig miljøforvaltning. Det viser sig ved, at vores totale andel af verdensmarkedseksporten næsten er halveret siden 1990, og i vores lille del af fødevaresektoren er produktionen stagneret siden 1990. I samme periode er den globale akvakulturproduktion kultur steget med 8 % om året.

Offeromkostningerne ved denne misforvaltning er kolossale. Min vurdering er, at værdien af den danske primærproduktion ville have været dobbelt så stor som nu, og at den danske miljø- og naturtilstand ville have været bedre end nu, hvis vi havde benyttet resultatbaserede forvaltningsmetoder, som er regulering på miljøbelastningen og ikke på fodring, gødskning etc., og derved have belønnet dygtige producenter.

I vores erhverv har vi gjort det rigtige, nemlig indgået en national aftale med de ”grønne” om vores erhvervs fremtid. Men vi kan konstatere, at nu mere end 3 år efter, at akvakulturudvalget afleverede sine anbefalinger, har miljømyndighederne stadig ikke taget sig sammen til at få udmøntet anbefalingerne i praksis.

Når dertil kommer, at hele den biologiske produktion bliver udsat for vandplaner og en randzonelov, der er noget miljøfagligt makværk, f.eks. har ”systemet” tegnet 10 meter randzoner om alle dammene i vores dambrug, er det ikke noget at sige til, at mange mister tålmodigheden og forlanger, at der må siges fra, eller endnu værre opgiver at udvide produktionen i Danmark, stemmer med fødderne og drager til det nærliggende udland.

Desværre er det, ”at sige fra” ikke så simpelt. De etablerede fødevareorganisationer har brugt og bruger alle lovlige midler for at overbevise samfundet om vores berettigelse, men der er rigtig stærke kræfter i samfundet, som ikke vil forstå, at udflytning af den meget miljøeffektive danske biologiske produktion ikke bare er skadeligt for dansk økonomi og beskæftigelse, men ligeledes stærkt skadeligt for den globale natur- og miljøtilstand. Og hvis vi antyder, at vi kan føle os tvunget til at flytte ud, trækker disse typer bare på skuldrene, og siger. ”Godt for det”. Heldigvis er der mange gode kræfter i det politiske system, både inden for og uden for regeringen, der gerne vil hjælpe os. Men det kræver bl.a., at vi som ansvarlige organisationsfolk tager klar afstand fra ulovlige aktionsmidler.

Der er håb endnu for, at den rolige fornuft kan sejre. F.eks. har miljøministeren taget et rigtigt godt initiativ med ”Lykkesholm-vandtopmødet”, som forhåbentlig vil sætte gang i et positivt forløb.

Så, kære havbrugere og dambrugere og gode venner af Dansk Akvakultur, hold fast et stykke tid endnu. Og hjælp med at kæmpe den gode kamp på det lokale niveau. Vi kan stadig få det til lykkes.

Masser af muslinger

Natur- og landbrugskommissionen er kommet godt i gang med at tænke nye tanker. Bl.a. andet peger man på nye virkemidler til forbedring af vandmiljøet som stenrev, tang- og muslingedyrkning.

Det er derfor godt at konstatere, at Dansk Akvakulturs skaldyrsproducenter og havbrugere er i fuld gang med at udvikle og etablere muslingeproduktion i industriel skala i Danmark. I Storebælt og Lillebælt er der allerede installeret en produktionskapacitet på ca. 2.000 tons muslinger/år, hvilket er ca. dobbelt så stor som den samlede dyrkningskapacitet i Limfjorden, og hvilket svarer til knap 20 tons kvælstof / år.

Kapaciteten for muslingeproduktion i den åbne indre og strømrige danske farvande er meget højere end i Limfjorden, hvor den stadigt aftagende næringsstoftilgang løbende vil formindske fødetilgangen og dermed produktionskapaciteten. Derfor er Bælterne og evt. i Læsø rende, at de store nye anlæg forventes etableret.
Økonomien i den industrielle produktion er ikke kendt endnu, men der er gode muligheder for, at produktionen kommer til at give overskud og dermed sikrer, at der kan tjenes penge på at fjerne kvælstof fra havet.

Produktionen i industriel skala sigter ikke i første omgang direkte mod muslinger til ferskkonsum, men mod andre produkter som yngel til videreproduktion f.eks. i bundkulturer, som konserves, råvarer til dyrefoder og til ekstraktion af finkemikalier. Priserne til disse formål vil være lave, men det er tillige omkostningerne til produktionen, så der er gode muligheder for at få regnestykket til at gå op. Hertil kommer, at med lidt snilde kan en del af produktionen sælges til gode ferskkonsumpriser.

Som bosat i hovedstadsregionen må jeg i den forbindelse komme med et hjertesuk over, at det stort set er umuligt at købe dyrkede muslinger i københavnsområdet. De muslinger, man kan købe i supermarkederne er skrabede muslinger af stærkt varierende kvalitet. I nogle tilfælde har jeg været ude for, at en tredjedel af muslingerne er døde, og i bedste fald er der stadig alt for mange af muslingerne, der er for små og har for dårligt kødindhold. Alligevel bliver de solgt så hurtigt, de kan leveres. Der er et potentielt marked i Øresundsregionen for tusindvis af tons gode kødfulde muslinger. Må jeg appellere til vores medlemmer om at forsyne dette marked.

Hvis det går som ”præsten prædiker”, vil mange interessenter, inklusive vores venner i landbruget, ønske at sætte muslingeproduktioner i gang. Jeg vil derfor ligeledes opfordre myndighederne til på linje med Dansk Akvakultur at udvise rettidig omhu, og få udarbejdet de nødvendige regelsæt, inden løbet kører. Vi medvirker gerne til dette i godt samarbejde med de grønne organisationer.