En Ommer....

Miljøklagenævnets afgørelse i Fole dambrug sagen er gået os imod.

Nævnet har med sin afgørelse fjernet hele grundlaget for modeldambrugsordningen.

Det er dybt betænkeligt, at Miljøklagenævnet går imod et bredt politisk flertals klare melding om, at modeldambrug skal fremmes ved at belønne de dambrugere, der har investeret store beløb i moderne anlæg, der formindsker vandindtag og organisk stofudledning med 90 % og halverer næringsstofudledningen.

Vi vil bede om, at miljøklagenævnet genoptager sagen, da vi mener at kunne påvise en række konkrete faglige fejl i grundlaget for afgørelsen, at vigtige rapporter om modeldambrug enten ikke er læst eller er selektivt fejlciteret og at der i denne sag i modsætning til alle andre nyere akvakultursager ikke har været en akvakultursagkyndig med i afgørelsen.

Fremover skulle problemet gerne blive løst ved, at Miljøministeriet snarest får udarbejdet en ny og klar dambrugsbekendtgørelse baseret på akvakulturudvalgets anbefalinger.

Endvidere slås miljø- og naturklagenævnet nu sammen under en ny ledelse. I den forbindelse skal nedsættes en ekspertgruppe, som skal rådgive om arbejde i nævnet. Vil vi her gøre gældende, at det er ubetinget nødvendigt, at de indkaldte sagkyndige har et sagligt og faglig forhold til vores erhverv, og reelt ved hvad de taler om.

Denne afgørelse er klart en ommer. Vi håber at slippe for den slags fremover.

I udkanten af hvad?

Mange vil gerne gøre noget for de egne, hvor udviklingen er gået i stå og unge mennesker udvandrer fra i bundter.

Motorveje, udflytning af statslige arbejdspladser og etablering af lokale forskningsinstitutioner er kun et plaster på såret, og næppe til langsigtet nytte. Det er en fejl at tro, at fordi man ”tvangsflytter” forskere til en bestemt lokalitet, opstår der nye erhverv. Tværtimod, hvis man etablerer erhvervsvirksomheder, som vokser og tjener penge, skal forskerne nok holde sig til.

Der er således brug for at etablere reel produktions- og erhvervsvirksomhed, som bygger på de særlige naturgeografiske styrker, der findes i områderne langt fra de store byer.

Fødevareproduktionen, herunder akvakultur, er en oplagt kandidat til dette og bør gives meget bedre vilkår i yderområderne i form af en effektiv miljøforvaltning og iagttagelse af det faktum, at Nordsøen og Skagerrak er meget robuste vandområder, som kan modtage og omsætte store  mængder næringsstoffer uden skade for miljøet, og hvor der på sigt er masser af plads til at dyrke mad, foder og råvarer til kemi- og medicinalindustrien.  Ligeledes skal planlovgivningen og planprocessen forenkles således at små fodfejl i processen, som f.eks. for Saltvandsdambruget ved Hirtshals og FREA anlægget ved Kærhede ikke trækker tiden ud i årevis.

Akvakulturudvalget har, som en af løsningerne på dette problem foreslået, at der i hver kommune laves en lokaliseringsplan for dambrug og havbrug. Når de egnede områder er screenet og udpeget, og de overordnede miljøforhold vurderet, bør det højest tage 3 måneder at give en tilladelse, især hvis kommunerne arbejder sammen om at opbygge den nødvendige rutinerede ekspertise.

Ringkøbing-Skjern kommune har for lang tid siden gjort sit benarbejde i denne sag, og har lavet en god plan. Vesthimmerlands kommune har igangsat screeningsprocessen og på initiativ af det Nordjyske fiskerinetværk er en akvakulturplanproces sat i gang i det Nordjyske område.

Dansk Akvakultur vil gerne opfordre de øvrige regioner og godt egnede akvakulturkommuner til at komme i gang med planlægningen af akvakulturen.

I har pladsen, vi har ideerne og investorerne. Lad os skabe vækst og beskæftigelse sammen.

Den nye art i Dansk Akvakultur er: Ørreden!

Mange af Dansk Akvakulturs velmenende iagttagere synes, at vi "bare" skal producere nogle nye fiskearter, som holder en meget høj markedspris, er meget billige at fodre og som ikke forurener.

En sådan "superfisk" findes desværre ikke i virkelighedens verden, og det skyldes jo noget så banalt som loven om udbud og efterspørgsel, som dikterer, at prisen på en fødevare inden for et givet segment i det lange løb vil blive fastlagt på grundlag af produktionsomkostningerne hos de mest effektive producenter af den mest produktionsegnede art.

På landjorden har markedet for længst sorteret i de forhåndenværende titusinder af dyrearter således, at hele verdens landbaserede animalske produktion nu er baseret på kun 4 arter: kyllinger, grise, køer og får.

Billedet er ikke helt så entydigt når det gælder akvakulturfisk, men alligevel tegner sig et billede af tre grupper:

• Neutraltsmagende vegetarfisk især karper, men også tilapia og pangasius med en produktionspris på ca. 5 kr/kg og et marked på ca. 30 mio. tons pr. år.
  
• Velsmagende laksefisk med højt indhold af omega3 med en produktionspris på 15 til 20 kr/kg og et marked på 2 mio. tons / år
  
• "Luksusfisk" som pighvarre med en produktionspris på 40 til 50 kr/kg og et lille marked på omkring 100.000 tons/år.
  

 

Der er ikke noget i vejen med at lave "luksusfisk", men da det i sagens natur er et meget lille marked, kan vi ikke basere hele det danske akvakulturerhverv på en så begrænset niche. Vi skal placere os tungt i laksefisksegmentet og udnytte, at vi allerede er en af verdens førende ørredproducenter. Et vigtigt mål for dansk akvakultur er at blive verdens største erhvervsklynge for ørredopdræt.

Det forhindrer ikke mangfoldighed. Vores "kunsthåndværkere" er allerede ved at gøre det samme med ørreden som landbruget gør med landdyrene, nemlig at skabe mange forskellige typer produkter inden for den samme art.

Fremtidens vigtigste art for dansk fiskeopdræt er ørreden, men måske i andre størrelser, typer og med andre smags- og ernæringsegenskaber end dem vi kender i dag.

Store udviklingsmuligheder i Nordjylland

Dette er mit indlæg til den nordjyske visionskonference om akvakultur den 8/9.

Region Nordjylland har gode traditioner for at arbejde på fjord, kyst og hav for skaffe udkomme til sine indbyggere. Med akvakulturudvalgets anbefalinger er der skabt et grundlag for en moderne miljøadministration af akvakulturerhvervet, som kan gavne både produktionen og miljøet. Dette kan skabe yderligere store udviklingsmuligheder i region Nordjylland.

I oplandet til Limfjorden findes allerede en betydelig produktion af ørreder i dambrug på 6.000 tons år til en værdi af 120 millioner og med 60 mennesker ansat direkte i primærproduktionen. Denne produktion vil kunne flerdobles ved anvendelse af de nye vandbesparende dambrugsteknologier med høj rensningsgrad. På Limfjorden er etableret en produktion af muslinger, og mulighederne for at udvide det med tangdyrkning er under vurdering. Både fiskeriet og opdrættet fjerner næringsstoffer fra Fjorden er derfor virkemidler til at opnå vandrammedirektivets miljømål.

I Vesterhav-Skagerrak oplandet er produktionen nu begrænset, men der er et potentiale for at bygge anlæg til produktion af ørreder i saltvand ved de store nordjyske havne. Ikke mindst fordi de vand- og næringsstofmængder, der strømmer nordpå langs den vestjyske kyst er så kolossale, at selv en meget stor udledning fra dam- og havbrug kun vil have marginal lokal betydning. Et godt bud ville være 15.000 tons ørreder fordelt på de store havne. Med dagens konkurrencedygtige miljøteknologi svarer det til 300 tons kvælstof, som regionen må finde plads til, hvis planen skal lykkes.

I selve Nordsøen er det ikke med dagens teknologi muligt at placere havbrug til opdræt af fisk og skaldyr og dyrkning af tang. Dansk Akvakultur har sammen med række danske virksomheder og organisationer taget initiativ til at fremme en udvikling af robuste og mekaniserede teknologier, som gør det lønsomt at "dyrke havet". Hvis det lykkes, er det kun det stærkt stigende internationale marked bl.a. for laksefisk til en værdi af 60 mia. kr., der sætter grænser for de danske og nordjyske erhvervsudviklingsmuligheder.

Spis tang og bliv glad

Tang er godt for sjælen. Det forøger madglæden ved at tilbyde variation af smagsoplevelser og tekstur. Det indeholder mange gode stoffer bl.a. omega 3 fedt, som holder hjernen i gang ved at sikre tilstrækkelig meget "fedt mellem ørerne", forøger levetiden og forskønner udseendet. Det er derfor godt, at danskerne nu spiser mere og mere tang, og at vi som erhverv har taget tangdyrkning på programmet.

Der er mange gode grunde til at dyrke tang.

Tangdyrkning foregår på havet, hvor der er plads, vand, og næringsstoffer i rigelige mængder og hele tangplanten kan udnyttes som føde til mennesker.

Der er ligeledes muligheder for at tang kan udvikles til råvare for produktionen af fiskefoder. Vi ved alle, at foderforsyningen er akvakulturens akilleshæl. Så længe vi ikke selv har styr på vores produktion af foder i modsætning til vores kolleger på land, men er afhængige en ustabil og begrænset forsyning af råvarer fra fiskeriet, kommer vi i klemme i forhold til andre animalske produktioner, idet vores foderpriser stiger uden, at det nødvendigvis resulterer i stigende priser på vores produkter. Dansk Akvakultur vil tage initiativ til at fortsætte og forstærke udviklingen med at erstatte "fangede" marine råvarer med dyrkede råvarer gerne i samarbejde med landbruget, som har vidst hvordan man gør i tusinder af år.

Tangdyrkning som "fangkulturer" er et vigtig element i anbefalingerne fra akvakulturudvalget og kan sammen med skaldyrsopdræt medvirke til på sigt at gøre havbrugene kvælstofneutrale.

Det er desværre også oppe i tiden at bruge tang til energiproduktion. Det er en total misforståelse. Den bygger bl.a. på en fejlagtig opfattelse af at tang vokser hurtigere end andre planter. Det er ikke tilfældet, idet planteproduktion på friland og på havet er op ad til begrænset at mængden af lys. En stor produktion pr. arealenhed forudsætter kunstigt lys, og dermed et større energiinput end output. Hele tangplanten kan som nævnt spises af mennesker, så at bruge tang til energiformål svarer til at brænde korn, dvs. 1. generations bioenergi, en ide som er direkte utiltalende, og som bl.a. EU for lang tid siden har forkastet.

Tang kan dog godt få betydning for samfundets energiforhold, idet der er et potentiale for at tang kan dyrkes med et mindre energiinput end planter på land.

Flere af vore initiativrige havbrugere og skaldyrsopdrættere er allerede i gang på området. Der importeres for ca. 30 millioner kr. tang / år til Danmark til spiseformål. Ikke et kæmpebeløb, men nok til at sætte et par gode virksomheder i gang.

Godt held med tangspisning og tangdyrkning og fortsat god sommer.

Nu til noget helt andet

Vi har i de sidste mange år talt miljø og medicin & hjælpestoffer og spærringer og vandindvinding og kvælstof, så det efterhånden hænger os alle langt ud af halsen.

Nu er det tid til at sætte en ny dagsorden. Nu handler det om at producere flere velsmagende og sunde fisk og muslinger, og minsandten også tang, så vi kan opfylde forbrugernes ønsker og samtidig tjene, gerne mange, penge til gavn for os selv og dermed også til gavn for hele det danske samfund.

Jeg ved godt at, vi ikke er helt færdige med miljømyndighederne endnu, og at de få fundamentalister, der er tilbage, stadig forsøger at stikke en kæp en hjulet. Men jeg mærker tydeligt, at mange gode og konstruktive kræfter i det miljøministerielle system kvitterer for, at vi i fællesskab har anbefalet en rigtig miljøregulering, som belønner dambrug og havbrug for at gøre godt for miljøet. Så jeg er sikker på, at vi i den nære fremtid får lov at spille på en bane, hvor det er alene er kunderne, der bestemmer, hvor mange fisk vi skal producere.

Men bemærk så, at i denne situation er det ingen andre end dig: ejer/lederen af dambruget og havbruget, der har det fulde ansvar for at din virksomhed trives.

Jeg vil derfor opfordre dig til at bruge sommeren til at fundere over, hvordan du og din virksomhed skal handle i denne nye virkelighed.

Allerede i august begynder arbejdet med at udforme de nye strategier for fremtidens danske akvakultur. Dit bidrag er nødvendigt og velkomment, og vi glæder os til at modtage det.

Dansk Akvakultur har bragt sig i en international førerposition, da vi er det første land i verden, der har indgået en forpligtende aftale med samfundet om erhvervets fremtid. Det skal vi forstå at udnytte på bedste vis ved at producere fortsat større værdier med stadig stigende miljøeffektivitet, og dermed kvittere for den tillid, samfundet har vist os.

Spis flere ål

Et indlæg i juni i fiskehandlernes blad.

Vel er ålen truet, og vel skal vi alle sammen gøre noget for at redde den. Men den åleboykot, som er foranlediget af velmenende grønne organisationer, er en helt forkert medicin. Boykotten risikerer at slå åleerhvervet ihjel uden nogen som helst sikkerhed for, at ålen kan reddes. Tværtimod øges risikoen for ålen, da et velfungerende åleopdrætserhverv er den bedste garanti for, at den europæiske bestand af ål igen kan øges.

Åleopdrætterne bringer med stor succes ålene gennem de kritiske stadier fra glasål til sætteål fra 3-10 gram med en overlevelse på 80-90 %. Dødeligheden i naturen er i de samme stadier på over 90 %.

Ved udsætning af en passende mængde sætteål, f.eks. to ud af tre sætteål, vil bestanden derfor helt åbenbart få det bedre end ved helt at undlade at fange glasål og opdrætte sætteål og ål til konsum. Det ville være en rigtig god ide, at en del af indtægten ved salg af ål til forbrugeren gik til denne udsætning, så ville forbrugeren sørge for, at to flotte robuste sætteål blev tilført naturen, for hver gang hun spiste en ål. Hvis denne udsætning sker de helt rigtige steder f.eks. i fjord- og kystområder, er der stor sandsynlighed for, at mange af disse ål ville vende tilbage til Sargassohavet og dermed medvirke til at ophjælpe og forøge bestanden.

Åleopdrætterne backer både fagligt og økonomisk op om kunstig reproduktion af ål, et projekt med store perspektiver, men som uden erhvervsdeltagelse kun ville have akademisk interesse og derfor næppe kunne gennemføres.

Ved at spise danske opdrættede ål kan du som forbruger gøre en indsats for at redde ålen. God appetit.

Færdigt arbejde?

Akvakulturudvalget afsluttede den 11/5 sit arbejde ved det sidste møde i Miljøstyrelsen. Udvalget blev enigt om et sæt anbefalinger og en hovedrapport, som nu skal forelægges det politiske system. Arbejdet er foregået i en god atmosfære med konstruktive input fra alle parter, og har været ledet forbilledligt af udvalgets formand, Jørn Jespersen. Hvis politikerne tager godt imod anbefalingerne er der bedre tider på vej både for akvakulturproduktionen og for miljøet.

Det bedste resultat af arbejdet er, at vi kommer af med regulering ved kommando-kontrol foderkvoter og detaljerede BAT-blade. Vi skal nu i stedet reguleres med udgangspunkt i miljømål og med udlederkrav og kvælstofkvoter. BAT kommer nu kun ind som minimumskrav udtrykt som udledninger pr. tons produceret fisk.

Vi går således fra et system med 100 % kontrol og straf til et system, hvor en god indsats for miljøet belønnes med muligheder for større produktion. Det er helt i overensstemmelse med at Fødevareøkonomisk Institut i sin seneste rapport om "fiskeøkonomi" har vist at forfejlet regulering af akvakulturen har været skidt for både produktionen og miljøet.

Udvalget anerkender, at vi har brug for mere kvælstof, men for at det ikke skal gå ud over miljøet skal kvælstoffet hentes fra andre sektorer. Der forestår et vigtigt arbejde med politikere og vores kolleger i den øvrige fødevareproduktion for at skaffe os det nødvendige kvælstof.

Vi kan selv hjælpe ved på land at rense bedre og på havet ved at indføre fangkulturer: muslinger og tang.

Foruden dette vigtige politiske arbejde forestår i den kommende tid et stort arbejde med at udforme et bedre administrationsgrundlag, især mht. medicin & hjælpestoffer. Desuden skal laves ny dambrugs- og havbrugsbekendtgørelser, nye lokaliseringsplaner etc. ligesom der er en del "løse ender", der skal bindes op, i det udvalget prioriterede, efter ønske fra miljøministeren, at være hurtigt færdige frem for at få alle detaljerne med.

Så vi er langt fra færdige endnu, men alle parter har givet hinanden ord på, at arbejdet fortsætter med uformindsket hast. I den nærmeste fremtid holder vi en temadag om udvalgets anbefalinger.

 

 

Grøn Vækst 2.0

Tillykke til vores kolleger, som producerer fødevarer på land og uden for vand. De har med en nyligt vedtagen landbrugspakke fået et håndslag fra et flertal i Folketinget, som har anerkendt landbrugets store betydning for det danske samfund. Selv oppositionen er nu fremme med erklæringer om, at man gerne vil bevare landbruget i Danmark. Godt nok lige på en anden måde end landbruget selv synes er praktisk muligt, men det er muligvis/forhåbentlig blot et spørgsmål om bedre oplysning og mere dialog.

Dansk Akvakultur er medlem af Landbrug & Fødevarer, og som formand repræsenterer jeg vores erhverv i L&F's primærbestyrelse.

Det har vores del af fødevareproduktionen stor gavn af. Det siger sig selv, at et erhverv som vores, der udgør en 1/60 af værdien af den samlede primærproduktion, ikke har kræfter til at varetage vores interesser på samme niveau som hele fødevareproduktionen. Vi har stor fordel af at stå sammen.

Samtidig kan jeg meddele, at den nye organisation både på det politiske og administrative niveau fungerer godt. Man arbejder sagligt, høfligt og venligt, på de indre linjer, og uden at skabe sig i medierne. Alt sammen giver respekt, og vi oplever nu, at både den nye fødevareminister, Henrik Høegh, og den nye Miljøminister, Karen Ellemann, gerne indgår i en konstruktiv dialog med fødevareproduktionen, herunder Dansk Akvakultur.

Helt konkret har vi Landbrug & Fødevarers fulde opbakning til vores vækstpakke, hvor vi foreslår fuld kapacitetsudnyttelse af vore opdrætsanlæg, hvilket svarer til, at landbruget beder om fulde stalde.

Vi har ligeledes en fælles interesse i, at den "kvælstofkvote", der tildeles den samlede fødevareproduktion bliver så stor som muligt, og bliver fordelt således, at vi tilsammen får det størst mulige udbytte af kvoten. Det kan muligvis give anledning til nogle kontante diskussioner mellem de forskellige sektorer i erhvervene. Akvakulturen hører jo til en del af erhvervet, der i en lang periode har været forfordelt og som er i stand til at producere relativt høje værdier pr. kg tabt kvælstof. Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal have noget forærende fra vore kolleger på land, men blot at vi må bidrage konstruktivt og økonomisk til løsningen af det samlede miljøproblem, som bl.a. men ikke alene er forårsaget af kvælstof.

Vi er et fuldgyldigt medlem af Landbrug & Fødevarer og på ingen måde "det tynde øl". Vores offensive tilgang til produktionsforøgelse, vore synspunkter om at bruge havet til fødevareproduktion, og "det nationale akvakulturudvalg" har vakt interesse og respekt, og kan forhåbentlig tjene som inspiration for den øvrige fødevareproduktion.

Fødevareproduktionen har en stor fremtid i Danmark under forudsætning af, at alle sektorer står sammen.

Kan det virkelig passe…

…At det danske akvakulturerhverv igennem 20 år har været misreguleret i en sådan grad, at det hverken er lykkedes at skabe gode rammevilkår for produktionen eller løse miljøproblemerne i vandløbene?

…At de centrale myndigheder har lavet så indviklede og inkonsekvente love, bekendtgørelser og vejledninger, at de ikke engang selv kan finde ud af dem?

…At kommunernes embedsmænd har benyttet denne situation til at udvikle en vidt forskellig administrationspraksis, således at en tredjedel af Danmarks ca. 25 dambrugskommuner forvalter efter miljølovens ånd og bogstav og hurtigt og effektivt giver tilladelser, der sikrer både produktion og miljø, at en anden tredjedel forvalter dambrug med den, slet skjulte, dagsorden, at gøre livet så surt for dambrugene, at de forsvinder, og at den sidste tredjedel nærmest har givet op og forvalter uden mål og med?

…At det er centrale og lokale miljøbureaukrater, der reelt udformer miljøpolitikken på akvakulturområdet, og ikke folkevalgte politikere?

Ja, desværre, det passer. Sådan er forholdene i Danmark.

På den lange bane ser det ud til, at der gennem arbejdet i akvakulturudvalget og i et godt samarbejde med de grønne organisationer kan findes nogle gode og enkle løsninger for erhvervets miljøforvaltning.

På den korte bane halter det meget. I vores vækstpakke, som vi nyligt har fremsendt til fødevareministeren har vi vist, at der er investeret 400 millioner kr., bl.a. offentlige midler fra Danmark og EU, i nye miljøeffektive dambrugstyper. Men det er lykkedes de centrale myndigheder og nogle kommuner at forvalte disse moderne dambrug så dårligt, at de i gennemsnit kun udnytter 80 % af den kapacitet, de er designet til. Og nogle er de største er skåret helt ned til 70 %. Det er naturligvis helt uholdbart både drifts- og samfundsøkonomisk.

Vi har anvist nogle enkle løsninger på disse forhold, som kan sikre både produktion og miljø, og som umiddelbart kan gennemføres. Men vi bliver desværre holdt hen med snak, tekniske detaildiskussioner og rapportskrivning. Vi håber meget, at de folkevalgte politikere træder i karakter og får embedsmændene til at passe deres arbejde, som bl.a. er at føre regeringens handlingsplan for akvakultur ud i livet inden for rammerne af vandplaner og grøn vækst.

Reel fri faunapassage

At opdrætte fisk uden vand er ikke nemt, selv om mange miljøbureaukrater godt kunne tænke sig, at det var muligt.

I erhvervet er vi helt med på, at dambrug ikke længere skal spærre for faunapassagen op og ned ad vores vandløb, og vi vil derfor gerne være med til at fjerne opstemninger og spærringer mod fuld erstatning naturligvis, da der er tale om en hævdvunden ret.

I det nationale akvakulturudvalg, hvis arbejde generelt skrider fornuftigt frem, har vi bedt om en teknisk diskussion af begrebet "reel fri faunapassage". Man skal ikke være atomfysiker for at forstå, at den ideelle naturlige situation for et vandløb er, at der overhovedet ikke finder nogen menneskelig aktivitet sted ved vandløbet, det være sig regulering, grødeskæring, spærringer/opstemninger, spildevandsudledninger, vandindvinding/vandindtag og udsætning af fisk til sportsfiskeri.

Vi er derfor ikke imponeret over et faunapassageudvalg og nogle forskere, der i deres visdom er nået frem til, at et ideelt vandløb er et vandløb uden bl.a. dambrug.

Mennesker og menneskelige aktiviteter har også lov at være ved vandløbene og vi har brug at vide, hvornår faunapassagen er reelt god nok. Dvs. hvor meget vand kan der tages ind uden væsentlig påvirkning af faunapassagen, og kan det virkeligt i disse CO2 tider være rimeligt at kræve, at alt vand skal pumpes tilbage til indløbspunktet. Vi har endvidere brug for vurderinger af, hvordan man på en kosteffektiv måde minimerer faunatabet ved indtag af vand til dambruget, og her er det for primitivt blot at sige, at der skal bruges 1 mm riste. Vi skal se på ristenes placering i forhold til vandløbets hovedstrøm, og på sæsonvariationen i faunapassagen.

Vi har bedt forskerne bruge deres gode og veluddannede hoveder til at finde på praktiske løsninger på virkelige problemer, baseret på, at så langt ud i fremtiden som øjet rækker, vil der stadig være mange dambrug ved danske vandløb, der tager betydelige mængder vand ind til produktionen.

Vi indkalder desuden fra vores medlemmer og offentligheden i øvrigt viden og ideer om denne problemstilling, så vi kan få planlagt den optimale afvejning af natur- og produktionshensyn.

Cultivating the Danish Seas

Abstract to Mariculture Offshore Conference in June 2010

Karl Iver Dahl-Madsen, President of Danish Aquaculture

Flemming Møhlenberg, Head of Ecological Innovation, DHI

Per Bovbjerg Petersen, Head of Aquaculture, DTU Aqua

Denmark is a global leader in producing healthy and tasty food with a low ecological footprint. We are a nation by the sea and living of the sea. We already have one of the most exposed and highly productive off-coastal trout farms in the world: Musholm A/S with a capacity of 3.000 tons / yr in the open part of the Great Belt. We aim to continue to be part of the nations cultivating the sea by producing significant quantities of food, feed, chemicals and biomass such as fish, mussels and seaweed on off-coastal and off-shore locations.

The Danish sea territory is 105.000 km2, about 2.5 times the land area of Denmark. By using 1 % of this area we can produce fish, mussels and seaweed to a value of 2 billion Euros pr. year. This production will account for 3 million tons of CO2 pr. yr. corresponding to about 5 percent of the Danish CO2 discharge. Furthermore, we can regain 100.000 tons of nitrogen and 10.000 tons of phosphorus from the sea and use it on land. The production will, as an example, substitute the use of 10.000 km2 Brazilian rain forest, and save freshwater in an amount corresponding to 2.5 times the total water use of all Danish households. The associated industry will be located in rural and coastal areas, at present having difficulties in attracting people and companies.

We propose for the Danish Society to establish a platform for development of off-coastal and off-shore aquaculture technology. The development should primarily emphasize cost-efficient and robust culture installations to be situated at open sea, cultivation technology and fully automated farms using state-of-the-art robot and information technology. Secondarily, advanced biotechnology should be used for refining culture species methods and usage of the produced biomass. An investment and demonstration program for risk-sharing in the pioneering installations should be implemented too.

Save the Eel – Eat More Eels

May I start the "tenners" by telling the tale of the two threatened species: The Eel & the Eel Business.

It is common knowledge that the Eel is a species under pressure for many reasons: destruction of habitats, too much fishing, pollution, climate change etc.

The logical consequence is that the Eel business; as well eel farmers as eel fishers are under great pressure too. Lately, some Green NGO's, Greenpeace & WWF, has campaigned against the eel, and has "persuaded" many European Supermarkets to remove the eels from their coolers, which will destroy the business base for a small but, sympathetic community.

The bottom-line is that the survival of the eel is as dependent on an ongoing eel business, as the business is dependent on the survival of the eel.

Eel survival demands a huge effort. Habitats need to be reconstructed, may sizes of eels need to be released in nature to restore stocks, and last but not least: "The Riddle of the Eel" must be solved, i.e. the development of advanced technology for artificial reproduction.

The Eel is absolutely not on the top on anyone's list of "popular" threatened species like furry animals with baby eyes, and the political interest for using money and time on this specific issue will consequently be very low. If well-meaning Green NGO's succeed in removing eel from the market, the eel will disappear from anyone's agenda, and eel survival will be a matter of pure luck

The eel farmers have already impacted very positively on nature and environment. The eel farmers have been pioneers in developing the Recirculated Aquaculture Systems, which are providing the Danish trout production with a better future. The Danish eel farmers stand firmly behind and are actively contributing to the eel reproduction project, which now has set a world record by keeping eel larvae alive for 14 days. And the eel farmers are supplying the seedlings used for restocking.

If the eel business disappears, the reproduction project will be discontinued and there will be no eels for restocking. The future for the European eel will indeed be very bleak.

Danish Aquaculture is making an appeal to the green NGO's and to supermarkets to review their decisions and start selling European eels again. In return the Danish aquaculture business together with our European colleagues will continue the hard effort for solving the "Riddle of the Eel", and we will make sure that for every kilogram of glaseels used for farming, will be released so many viable seedlings that eel survival will increase in proportion to the consumption of eels.

Let's join forces with the European society at large and save as well the eels as the eel business.

Red ålen – spis flere ål

Lad mig starte 2010'erne med at fortælle historien om de to truede arter: Ålen og åleerhvervet.

Det er almindelig kendt, at ålen er en presset art på grund af mange forhold: ødelæggelse af habitater, for stort fiskeri, forurening, klimaændringer osv.

Der følger logisk heraf, at åleerhvervet, både opdrættere og fiskere, ligeledes er hårdt presset. På det seneste har forskellige grønne organisationer, GreenPeace og WWF, kørt hårdt på ålen, og har "overtalt" mange Europæiske supermarkeder til at fjerne ålene fra køledisken, hvilket vil ødelægge erhvervsgrundlaget for et lille, men sympatisk erhverv.

Sagen er, at ålens overlevelse som art er ligeså afhængig af, at åleerhvervet overlever, som erhvervet er af ålens overlevelse.

Det vil kræve en jætteindsats at sikre fremtiden for ålen. Habitater skal restaureres, små og store ål skal udsættes til genopretning af bestande og sidst men ikke mindst skal "Ålens Gåde" løses, nemlig udvikling af avanceret teknologi til at reproducere ål i fangenskab.

Ålen ligger bestemt ikke højest på listen over "populære" truede dyrearter som pandaen og andre dyr med pels og store øjne, og den folkelige interesse for at bruge og tid på problemet vil derfor næppe være ret høj. Hvis det lykkes de velmenende grønne organisationer at fjerne ål fra markedet vil den komme ud af øje og ud af sind, og det vil så være et spørgsmål om rent held, hvis den alligevel klarer sig.

Åleopdrætterne har allerede gjort rigtig meget for naturen og miljøet. Åleopdrætterne var pionerer ved udvikling af de recirkulationssystemer, der er med til at give den danske ørredproduktion en god fremtid. Åleopdrætterne står bag det meget fremgangsrige reproduktions projekt, som har sat verdensrekord i overlevelse af ålelarver frem til 14 dage. Og åleopdrætterne leverer de sætteål, der er med til at holde ålen i live i naturen.

Hvis erhvervet forsvinder, er det slut med åleavl og udsætning af sætteål, og ålens fremtid vil se meget sortere ud.

Vi appellerer til de grønne organisationer og supermarkederne om at tage deres beslutninger op igen. Til gengæld vil det samlede danske akvakulturerhverv og vores europæiske kolleger stå bag et lang sejt træk for at løse "Ålens Gåde" og vi vil være med til at sikre, at der for hvert kg glasål brugt til åleopdræt vil blive udsat så mange levedygtige større ål, at ålens overlevelse forbedres i takt med, at der sælges og spises flere ål.

Lad os i fællesskab med det øvrige samfund redde både ål og åleerhverv.